ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

C20 lukker i lille plus - Carlsberg til bunds igen

Opdateret 18.00- Det danske C20-indeks sluttede dagens handel i et lille plus. Det danske aktiemarked oplevede samlet set ikke de store udsving onsdag, hvor der i stedet var et par enkelt aktier i fokus.

Samlet set blev det til en stigning på 0,2 pct. til indeks 358 for de danske aktier i eliteindekset.

"De danske aktier har ligget og svinget omkring nul hele dagen. Markedet reagerer lidt negativt på skuffende tal for boligmarkedet i USA, som gjorde, at det blev presset lidt ned," fortæller Ole Kjær Jensen, der er afdelingschef for skandinaviske aktier i Sydbank.

Bedst gik det for Nordea, der steg 0,96 pct. til kurs 52,55, mens Vestas endte som toer og steg 0,75 pct. til kurs 283.

Carlsberg derimod måtte efter tirsdagens himmelflugt på 8 pct. i dag tage til takke med et fald på 0,9 pct. til kurs 411.

"Carlsberg oplever lidt gevinsthjemtagning, så den falder lidt, selv om der har været et par finanshuse ude og opjustere den," fortæller Ole Kjær Jensen til nyhedsbureauet Direkt.

Værst gik det for Jyske Bank, der stadig bøder for det dårlige regnskab, banken afleverede igår. Bank-aktien slutter som bundskraber i C20-indekset og falder 1,3 pct. til kurs 191.

Tæsk til Cimber Sterling

Uden for eliteindekset fik Cimber Sterling-aktien tæsk og tegnede sig for dagens største kursfald. Aktien gik i et massivt minus på 31,8 pct. i kurs 3,20. Det sønderjyske flyselskab måtte for anden gang i sin tid som børsnoteret virksomhed nedjustere sine forventninger.

"Cimber Sterling bløder ganske alvorligt oven på endnu en nedjustering. Det er kun et par måneder siden, selskabet var ude og nedjustere sidst, og det er jo ikke ret lang tid siden. Så den har været på børsen i godt fire måneder og har haft to nedjusteringer, så det er ikke den bedste track record. Det sender selvfølgelig lidt chokbølger gennem aktionærerne," fortæller Ole Kjær Jensen.

Fald i GN

Cimber Sterling venter nu et driftsunderskud på 200-220 mio. kr. og en omsætning på 1545-1605 mio. kr. fra tidligere et minus på 60 mio. kr. og 1675-1725 mio. kr

Fald var der også til GN Store Nord, der klarede sig dårligere end ventet i fjerde kvartal, da selskabet fik et driftsresultat målt på EBITA på 26 mio. kr., hvor analytikerne ifølge SME Direkt havde ventet et plus på 44 mio. kr.

Forventningerne til 2010 er samtidig lavere end ventet og aktien falder 4,4 pct. til kurs 30,10 i dagens handel

"Umiddelbart var det en lidt skuffende melding og lidt skuffende guidance, og det er så det, den bliver presset lidt ned af. Der er ikke rigtigt noget nyt om TPSA-sagen ud over, at der er bedt om yderligere materiale i sagen. TPSA har fået til 11. marts med at indlevere nogle ting, og derfor bliver afgørelsen nok trukket yderligere nogle måneder, og det er der nok nogen, som er lidt skuffede over," fortæller Ole Kjær Jensen.

IC Companys stiger igen

IC Companys fortsatte sin fremgang, efter selskabet præsenterede regnskab tirsdag.

Aktien steg med 9,3 pct. til 235 kr., da Nordea onsdag øgede sit kursmål til 270 kr. fra 230 kr. efter at have set regnskabet.

IC Companys opjusterede sin guidance for årets driftsresultat til 220-270 mio. kr., og Nordea venter en yderligere opjustering, da bankens estimat i øjeblikket er 285 mio. kr.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis