ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

C20 fik kæmpet sig i plus

Opdateret kl. 17.30- Det danske C20-indeks endte ugen i plus, efter flere dage hvor især nøgletal fra USA og nyt fra Grækenland havde tynget de danske eliteaktier.

Det danske aktiemarked fik da heller aldrig rigtigt besluttet sig for en retning fredag, hvor kurserne flaksede frem og tilbage over nullet for til sidst at ende lidt højere. C20-indekset sluttede 0,2 pct. oppe i 354,8.

"Markedet startede positivt på baggrund af udviklingen i USA og Asien torsdag, men så hoppede kæden af i løbet af dagen, og nervøsiteten kom igen. Vi fik en blandet landhandel af nøgletal, som dog i min optik har en lille pil opad, men markedet har svært ved at finde ud af, hvor det skal være, og det ser ud til at afvente ISM-tallene og arbejdsmarkedsrapporten fra USA i næste uge," siger chefrådgiver Claus Paaske Larsen fra Nordea til nyhedsbureauet Direkt.

Trygvesta i front

TrygVesta-aktien var dog alt andet end ubeslutsom, og den fortsatte fremgangen fra torsdagens årsregnskab ved at stige 4,6 pct. til 356,40 kr.

Flere finanshuse heriblandt Goldman Sachs har hævet kursmålet på aktien.

"Analytikerne er kommet tilbage i værkstedet og har fundet ud af, at det er et relativt positivt regnskab. Mange har været nervøse for deres udbytte i forhold til deres kapitalkrav, og samtidig har aktien underpræsteret et stykke tid," påpeger Claus Paaske Larsen.

Også FLSmidth og Carlsberg var begge regnskabsaktuelle i den forgange uge og fredag var de at finde i toppen af C20 efter positiv feedback fra analytikerne.

Exane BNP Paribas løftede sit kursmål på Carlsberg med 8 pct. til 570 kr., mens Société Générale løftede sin anbefaling til 'køb' fra 'hold' og kastede 100 kr. oven i kursmålet, så det nu lyder på 500 kr. Det fik bryggeriaktien til at stige 3,1 pct. til 422,1 kr., selvom Handelsbanken samtidig sænkede sin anbefaling til 'reducer' fra 'akkumuler'.

Også FLSmidth fik ros fra flere forskellige danske analytikere og hentede samtidig en cementordre på 357 mio. kr. fra Indien. Det fik aktien til at stige 1,6 pct. til 348 kr.

Vestas blev trykket

I bunden af C20 endte Vestas-aktien efter at rivalerne hos spanske Gamesa aflagde et skuffende regnskab for 2009 sent torsdag. Gamesas salgsprognose for 2010 bød på en omsætning på 2,9-3,2 mia. euro, hvilket er under konsensusforventningerne på omkring 3,5 mia. euro.

Meldingen fra Gamesa gav bekymring om Vestas' udsigter, og den danske vindmølleaktie faldt 2 pct. til kurs 270 efter en dag, hvor aktien nåede det laveste niveau siden april 2009.

"Gamesas udmeldinger er ikke særligt positive, men man skal huske, at Gamesa er meget afhængig af en stor kunde i Iberdrola (spansk energiselskab, red.), så det er ikke helt retfærdigt at sammenligne selskaberne direkte. Men det er i hvert fald ikke godt nyt for Vestas," konstaterer Claus Paaske Larsen.

Blandt sidepapirerne steg IT-selskabet Simcorp 4,4 pct. til 964 kr. efter bestyrelsesformand Jesper Brandgaard oven på onsdagens årsrapport investerede 1 mio. kr. af hans private midler i selskabets aktier

Parken, der stadig ikke havde afleveret regnskab, da handelsdagen sluttede i København, endte dagen 3 pct. oppe i kurs 295.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis