Efter en periode med halvtomme sæder på business class hos SAS vender kunderne nu tilbage til flyselskabet.
Stærk efterspørgsel efter SAS' fjerne destinationer har ført til, at SAS udvider og indsætter ekstra fly i efteråret.
"Vi kan se, at kunderne vender stærkt tilbage efter mere forsigtige rejsevaner de seneste 18 måneder," siger Robin Kamark, kommerciel direktør for SAS, i en pressemeddelelse.
For både USA og Asien, melder SAS næsten altid udsolgt i sin business class, selv nu i sommer, men de almindelige billetter sælger også godt.
"Vores fremtidige ekspansion er derfor meget efterspurgt, især blandt vores erhvervskunder," siger Robin Kamark.
Kunderne får flere flyafgange til New York, Chicago, Bangkok og Dubai at vælge imellem fra oktober.
Sammenlignet med tidligere vintre, vil SAS nu flyve dagligt til Bangkok, Chicago og New York fra København, samt øge antallet af afgange mellem Stockholm-New York og København-Dubai.
Et nyt samarbejde med det nye Star Alliance-medlem Continental Airlines betyder også lettere og hurtigere forbindelser over SAS' New York knudepunkt i Newark lufthavn.
Samarbejdet omfatter i alt 19 destinationer i USA, Canada og Sydamerika.
/ritzau/