ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Brødgigant svinger sparekniven og nedlægger bagerier

Brødkæmpen Unibake i Horsens er kommet ud af form, og virksomheden står nu over for en hård slankekur, der over de kommende år vil ændre koncernens udseende og struktur markant.

Samtidig er den svenske ejers lønsomhedskrav øget.

Det bringer flere af Unibakes syv danske bagerier i Hasselager, Hatting, Holstebro, Doense, Pandrup, Avedøre og Viborg i farezonen.

“Vi står over for en periode, hvor vi skal absorbere mange opkøb, omstrukturere og få synergierne hjem. Vi har i dag 26 fabrikker i 18 lande. Vi kigger på, om det er for mange,” siger Jan Klarskov Henriksen, adm. direktør i Unibake, der ejes af den svenske grovvarekoncern Lantmännen.

Han tiltrådte i stillingen for godt en måned siden som afløser for Bent Pultz Larsen, der er gået på pension. Jan Klarskov Henriksen kommer fra en toppost i den ligeledes Lantmännen-ejede kyllingeproducent Danpo Kronfågel. Her drev han en turnaround igennem ved at trimme og effektivisere, så virksomheden efter ti år med et samlet tab på 1,7 mia. svenske kr. endelig er begyndt at tjene penge.

Nu står Unibake for tur, og Jan Klarskov Henriksen er fra Stockholm blevet pålagt at svinge brødkniven og skære fedtet fra i virksomhedens produktionsapparat.

Store forandringer

“Der er ingen tvivl om, at vi om fem år ser signifikant anderledes ud på produktionsstrukturen. Men det er endnu for tidligt at sige, hvor og hvor mange bagerier der skal lukkes,” siger Jan Klarskov Henriksen.

Unibake omsatte sidste år for 7 mia. svenske kr. (5,8 mia. kr.) og hører til blandt de tre-fire største i Europa inden for frostbrød og såkaldte bake-off-produkter, som er det brød, der bages færdigt på f.eks. en tankstation, i et supermarked eller en burgerrestaurant.

Ligesom det er tilfældet i Danmark, er en stor del af det europæiske brødmarked rykket ind på tankstationer, i supermarkeder og døgnkiosker frem for traditionelle bagerforretninger. Og det har i de senere år hjulpet Unibake og andre store brødforretninger.

Derudover har Unibake produkter til detailhandlen, hvor danske forbrugere nok kender rugbrødsmærket Schulstad og pølsebrødene fra Paaskebrød bedst. Slankekuren kommer samtidig med, at de svenske ejere i Lantmännen nu strammer lønsomhedskravene til Unibake.

“Lønsomheden ligger for lavt, og vi skal forbedre den betydeligt i forhold til 2011. Ebit-marginen er under 10 pct., og den skal op på den rigtige side 10 pct.,” siger Jan Klarskov Henriksen uden at ville konkretisere yderligere.

Funktion over geografi

Unibake skeler ved planlægningen af sin store effektiviseringsplan til tendensen i andre store produktionsvirksomheder i fødevaresektoren som Carlsberg, Kraft og Nestlé, der alle arbejder med at ændre deres struktur efter funktion frem for efter geografi.

“Færre og større enheder er tendensen blandt mange af de store. Vores virksomhed er derimod meget lokalt forankret, og vi står over for en industrialiseringsrejse, hvor vi skeler til, hvad de store gør,” siger Jan Klarskov Henriksen.

Unibake har allerede et kompetencecenter for croissanter i Belgien og har samlet sin wienerbrødsproduktion i Storbritannien. Og store samlede centre bliver også vejen frem i fremtiden.

“Det er en balance mellem, hvor langt produktet skal fragtes, og hvor det produceres. Vi har også et ønske om at være tæt på kunderne, så vi vil ikke bare automatisk lægge alt til lavtlønslande,” siger Jan Klarskov Henriksen.

Effektiviseringsøvelsen er kostbar på den korte bane.

“De næste to-tre år bliver en meget, meget tung investeringsperiode, hvor vi investerer 500-600 mio. kr. om året bare på at effektivisere virksomheden,” siger Jan Klarskov Henriksen.

Unibake vil her investere kraftigt i Østeuropa for at fange vækstsen og kraftigt i Vesteuropa for at effektivisere.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis