ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Brevkasse: Skal jeg droppe mit rentemax-lån?

Kan det betale sig at udskifte sit tilpasningslån med loft til et flexlån, hvis man skal flytte om 2-3 år?


Hej med jer. Jeg har et rentetilpasningslån fra Nykredit med loft på 4 pct. Min nuværende rente er på 3,3 pct., og jeg vil bare lige høre om det kan betale sig at lægge lånet om til et andet (og spare penge).

Jeg skylder ca. 900.000 kr. i min lejlighed. Vi forventer at flytte inden for 2 til 3 år.

Kan det betale sig at lægge om til et andet lån og i så fald hvilket?

Med venlig hilsen,
Jesper Sørensen



Kære Jesper. Jeg formoder, at når du har valgt et lån med renteloft, så er det fordi du fristes af lave renter, men samtidig ønsker et loft over ydelsen.

Hvis du konverterer til et rentetilpasningslån med årlig rentetilpasning F1, så vil du få en lavere ydelse. Til gengæld er der i princippet ingen øvre grænse for, hvor meget ydelsen kan stige.

Hvis du er helt sikker på, hvornår du flytter, så kan du vælge en rentetilpasningsprofil, hvor renten først skal rentetilpasses om to (F2) eller tre (F3) år.

Så har du i princippet et lavtforrentet lån med kendt rente i hele perioden.

Rentebesparelsen afhænger af de aktuelle kurser, og som hovedregel er renten på F1 lavere end F2 eller F3. Det betyder også, at besparelsen ved at konvertere til F2 eller F3 kan vise sig at blive ubetydelig.

Hvis du konverterer til F2 eller F3, så skal du være sikker på, at den lavere ydelse, kan nå at opveje konverteringsomkostningerne, inden du skal sælge lejligheden.

Selvom det skulle være tilfældet, så kan det alligevel vise sig, at være en fordel at blive i dit nuværende lån, da friværdibeskyttelsen ved rentestigninger er bedre her.

Da vi ikke kender renteudviklingen, så er det næsten umuligt at forudsige, hvilken strategi der er bedst. I praksis vil det også være svært at forudsige, hvornår du præcist får solgt lejligheden.

Jeg synes ikke de mange usikkerheder står mål med det relative lave renteloft og den korte tidshorisont, du har på dit nuværende lån. Derfor synes jeg, du seriøst skal overveje at holde fast i dit nuværende lån.

Venlig hilsen,
Poul Gammelgaard


Stil spørgsmål til eksperterne

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis