ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bør du købe en elbil? Her er tjeklisten

Plugin-hybriden er på mange måder attraktiv i forhold til en almindelig bil, men hvad med din totaløkonomi? Vi guider dig gennem syv trin i dilemmaet mellem et køb af en hybridbil eller en konventionel brændstofbil.

1: Sådan prøvekører du en plugin-hybrid

På en kort prøvetur vil en plugin-hybrid typisk opleves som en almin­delig bil med automatgear og højere vægt, hvor forbrændings­motoren kun starter ved fuld gas, eller når der ikke er mere strøm på batteriet.

Hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, vil vi i stedet anbefale dig at tage din almindelige tur på arbejde i bilen – det bør kunne gøres inden for de tre timer, som en normal prøve­kørsel tillader.

Gem strømmen, når du henter bilen hos forhandleren (det gøres via valg af køreprogram), så du simulerer, at du har din egen lader i indkørslen, der har ladet batteriet natten over. Tast forventet afgangstid ind i bilen eller via den app, der følger med biltypen: Så er batteri og klimaanlæg klar til afgang, og du slip­per for at komme ud i en kold eller varm bil (du slipper også for at skrabe is og dug af ruderne).

Kør nu på arbejde, som du plejer, men med det særlige køre­mønster, der får det optimale ud af hybriddrivlinen. Accelerér lineært med blid speederfod og løft speederen på vej til rund­kørsler og lyskryds i stedet for at træde på bremsen.

Nyd også de ekstra fartressourcer, hvis der skal foretages en overhaling. Du kan også køre på ren strøm og se, hvor langt bilen kan køre, uden at forbrændingsmotoren starter. På jobbet vender du om og kører hjem igen.

Derhjemme tjekker du bilens kørecomputer for at se, hvor meget brændstof, du har brugt. Skyd et billede af skærm­menuen eller brug appen og fat så en lommeregner. Nu bør det være lige­til at udregne brændstofforbruget for plugin-hybriden på en almin­delig dags kørsel for netop dit behov.

Bemærk:Der medfølger frit strømforbrug til fast pris, så det er kun forbruget af benzin eller diesel, du skal se på.

2:
 Skal du have din egen lader?
Ja! Ellers kan det være lige meget. Der følger montering og op­stil­ling af hjemmelader i købers indkørsel med langt de fleste plugin-hybrider, og ellers tilbyder energiselskaber som Clever og Eon en 11 kW-lader fra 7500 kr. inklusive mon­tering.

“De helt elementære spørgsmål, man skal stille sig, er: Har man mulighed for at oplade bilen dagligt? Og er man villig til at gøre det? Hvis ikke, så glem opladningshybriden,” siger Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør for FDM Motor.

De gode nyheder er, at det er nemt og hurtigt at få mon­teret en hjemmelader. Inden du får bilen leveret, ringer en lokal elektriker og aftaler en tid for montering.

Laderen får sin egen gruppe på eltavlen, og det var ikke noget problem, at denne skribents elnet i et hus fra 1840 er af tvivlsom kva­litet. Laderen med eksternt kabel monteres på væggen eller på en fast stolpe i indkørslen, garagen eller carporten tæt på eltavlen, men andre placeringer kan aftales med elektrikeren mod et gebyr.

Man betaler selv for strømmen via elregningen og får automatisk refunderet udgiften til laderen af energiselskabet en gang i kvartalet. Fri brug af strøm kloster 275-400 kr./md.

Bemærk:Bor du i etagebolig, eller er du måske afhængig af offentlige ladere, er det bøvlet at bruge en opladningshybrid. Her kan du med fordel se på en almindelig hybrid uden kabel som for eksempel Toyota Camry og Kia Niro Hybrid.


3: Hvad med forbrug af strøm og brændstof?
Udgifterne til brændstof består af udgifter til el og udgifter til ben­zin. Kører du 20.000 km om året, vil du typisk have en eludgift på 3588 kr. (12 x 299 kr. i elabonnement), uanset hvor meget du kører på el.

Kører du f.eks. de 6000 km af årets kørsel på benzin med 16 km/l, giver det i alt for el og benzin en års­udgift på ca. 8000 kr.

Til sammenligning ville det koste 15.000 kr. at køre på benzin alene, mens du kan slippe med de 3588 kr., hvis du planlægger din kørsel, så du altid kører på el. Det op­lys­er Søren W. Rasmussen fra FDM Motor.

Hertil skal man lægge besparelsen på den årlige grønne afgift, der typisk er på 660 kr. for en plugin-hybrid. En kraftig dieselbil kan sagtens have en årlig afgift på over 6000 kr., så besparelsen skal med i regnestykket.

Bemærk:Det officielt angivne forbrug for plugin-hybrider er ubruge­ligt på trods af den nye WLTP-norm. Har du 20 km til job og kører defensivt, kan du køre uendeligt langt på literen – men pendler du med 140 km/t på motorvejen er en plugin-hybrid bare en tung fossilbil med et tomt batteri, der fylder halvdelen af bagage­rummet. Udgiften til service er den samme som til en konventionel bil, og der vil ikke være tale om øget dækslid på trods af bilens lidt højere vægt. Bremserne bliver slidt mindre på en plugin-hybrid, fordi de kun bruges sjældent.

4: Passer en plug-in hybrid til dit kørselsbehov?
Det er virkelig svært at svare på. Generelt egner opladnings­hybrider sig godt til kortere ture og blandet kørsel, men ikke til et mønster med lange ture med høj fart.

“Hvis du kører lange strækninger på over 50 km, hjælper batte­riet i en opladningshybrid altså ikke, uanset hvad sælger påstår. Her er det umuligt at komme uden om en almindelig dieselbil,” siger markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen.

“De Euro 6.2-godkendte moderne dieselmotorer har ekstremt lav emission af skadelige stoffer, og man kører generelt 20 pct. længere på en liter dieselolie end på en liter benzin. Det man ikke kan tage forbehold for er politisk bestemte reguleringer og afgifter på diesel og benzin. Der er ikke tradition for faste rammer i lovgivningen for bilafgifter, og ingen aner, hvad der bliver besluttet fra politisk hold de næste fire år. Nøgternt set er dieselbilen stadig det mest miljøvenlige bud til pendleren, der kører langt,” siger han.

Bemærk:Aftalen om statslig refusion på 1 kr. pr. kilowatt-time, der lades på el- og hybridbiler, udløber 31. december i år. Herefter vil det have samme pris som almindelig strøm, hvilket vil få fordelen ved biler med kabler til at fordufte. Alle forventer en forlængelse af aftalen, men den nye regering har i skrivende stund ikke meldt noget ud.

5: Skal du være nervøs ved teknologien?

Biler med forbrændingsmotorer har været udviklet i mere end 125 år, mens det ikke engang er 10 år siden, de første plug-in hybrid­er kom på markedet. Et populært mærke som Peugeot kom­mer først i foråret 2020 med plug-in versionen af 508.

“Plug-in hybriderne er en vigtig brik for Peugeot i forhold til reduktion af CO2-udledning, og derfor har vi et ambitiøst mål­ for disse modeller,” siger pr-chef Hanne Langsig Sørensen.

Kia Danmark har 3028 plug-in hybrider kørende på de Dan­ske veje. De hører noget negativt fra ejerne om drivlinen, og at der endnu ikke er et kendt tilfælde af en dansk ejer af en opladningshybrid fra Kia, der har valgt at gå tilbage til en fossilbil, men mange overvejer at skifte fra en plug-in til elbil.

“Nogle bekymrer sig typisk om omkostningerne ved eventuel udskiftning af litiumbatteriet. Det vil dog aldrig være tilfældet i en Kia opladningshybrid. Skulle det blive nødvendigt, skifter man et enkelt modul i batteriet og ikke hele batteriet,” siger Lene Mejdal Iversen, pr-koordinator for Kia Danmark.

Kia har skiftet et modul på én opladningshybrid i Danmark, og det skete under garantien.

Bemærk:Andre bilmærker har typisk en forlænget fabriksgaranti på batteri og drivline af elektrificerede biler for at komme kunder i møde, der er bekymrede for at købe ny teknologi. Garantien kan være op til 8 år/200.000 km.

6:
 Hvad er fordelene ved en plugin-hybrid?
Opladningshybriden kombinerer det bedste fra el- og fossil­bilen og har udviklet sig til en brugbar over­gangs­teknologi mod den 100 pct. batteridrevne elbil.

Fordelen er primært, at man får den støj­svage, glidende og kraftfulde acceleration fra en elbil uden bekymringer om, hvor langt man kan køre, før batteriet skal lades.

Der følger generelt betydeligt mere udstyr med en plugin- hybrid end en tilsvarende fossilbil, og den højere pris fra fabrik­ken kompenseres der for via lavere registreringsafgift og en betydeligt lavere årlig ejerafgift.

Fra Peugeot er erfaringen fra selskabets testarbejde med den kom­mende Peugeot 508 plugin, at brænd­stofforbruget kan være op til seks gange lavere end for fossiludgaven af samme model. Herudover har hybriden den fordel, at den må køre i miljø­zoner med emis­sionsrestriktioner.

Plugin-hybrider har altid automatgear, og selv de mindst kraf­tige modeller på markedet opleves hurtigere, end de er, på grund af kombinationen af de to motortyper.

En plugin som en VW Golf GTE med 204 hk opleves som næsten lige så hurtig som en benzindrevet Golf GTI, men har en lavere pris og et langt lavere brændstofforbrug.

Bemærk:For miljøet er fordelene lavere støjniveau i byen og ved accelerationer, ingen lokale emissioner ved kørsel på strøm og et lavt CO2-udslip i praksis.

7: Hvad er ulemperne ved en kablet hybridbil?
“De eneste, jeg vil fraråde at vælge en plugin-hybrid, er de kun­der, som ikke har et ønske eller en intention om at lade batteriet op,” siger Lene Mejdal Iversen, PR-koordinator for Kia Danmark.

Opstillingen af en ladestander ved hjemmet og den daglige opladning af bilens batteri kan op­fattes som en ulempe, men det tager to dage at vænne sig til at sætte kablet i, når man kommer hjem, og så tænker man ikke mere over det.

Til gengæld kan de nuværende plugins ikke lades i de nye hurtigladere ved E20.

Selv om en plugin-hybrid støjer mindre på eldrift, udsender den lige så meget rullestøj som en almindelig bil, og så er den tung­ere på grund af batteriet, der typisk vejer 300-350 kg.

Køres hybriden optimalt, bør den højere vægt dog ikke betyde øget slid på bremser, fordi man kun bruger dem til kraftige opbrems­ninger og ellers lader “motorbremsen” høste energien fra ned­bremsninger. Det er selvfølgelig også et ændret kørselsmønster bag rattet, som man måske skal vænne sig til.

Bemærk:En synlig ulempe ved de nuværende plugin-hybrider på markedet er batteriets placering under gulvet i bagage­rummet. I biler som BMW 330 e og Mercedes-Benz E 300d e fylder det ret meget, hvilket i disse modellers tilfælde gør det oplagt at tage en stationcar. 


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis