Der er i forvejen nok ubekendte i den ligning, der gerne skal ende ud med resultatet "succesfuld projektkøb". Hos køberrådgiveren Bomae holder man blandt andet øje med, hvordan eventuelle fejl og mangler behandles, hvordan fremtidens lokalplaner kan se ud for området, hvor lang tid man kan forvente at bo på en byggeplads og forhistorien for udbyderne af boligerne. At der er så stor usikkerhed om, hvor skatteudgifterne på endnu ikke opførte boliger kommer til at lande, gør bestemt ikke tilværelsen lettere, påpeger Claus Vogelius, partner og juridisk rådgiver hos Bomae."I forhold til projektsalg er der to helt centrale problemer ved, at vi endnu ikke kender vurderingerne. Punkt 1 er, hvor kommer de til at ligge, og punkt 2: hvad gør det ved prissætningen," siger Claus Vogelius og forklarer, at køberrådgiverne har samme problem som ejendomsmæglerne i denne sag - nemlig at ingen kan få et konkret svar fra Vurderingsstyrelsen på, hvordan man kan forvente, skatten på projektboligerne skal regnes ud.