Den hidtil ukendte opfinder af den digitale valuta Bitcoin er tilsyneladende blevet afsløret. Det drejer sig om en 64-årig japansk-amerikaner med bopæl i nærheden af Temple City i Californien. Afsløringen er foretaget af Newsweek.Siden Bitcoin blev skabt i 2009, har der været få kendte oplysninger om ophavsmanden, der gik under navnet Satoshi Nakamoto, som mange regnede med var et pseudonym. Ifølge Newsweek er det ikke tilfældet, og Dorian S. Nakamoto, der tidligere hed Satoshi, er opfinderen, som efter sigende skulle være god for 400 mio. dollar (2,1 mia. kr.). Han er født i Japan, men har gået på California State Polytechnic University og har arbejdet for det amerikanske militær. Hvorvidt det rent faktisk er ham, er ikke fuldt ud afsløret. Men da Dorian S. Nakamoto blev konfronteret med sin rolle, svarede han: "Jeg er ikke længere involveret, og jeg kan ikke tale om det."