ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bekymring presser Europas aktier

Fald prægede onsdag aktiebørserne i Europa efter et par nye nøgletalsskuffelser fra USA. De svage tal ud af USA har den senere tid givet næring til spekulationerne om et muligt tilbagefald til recession, og det har medvirket til at sende aktierne i Europa i det laveste niveau i syv uger.

I Tyskland endte DAX-indekset nede med 0,6 pct. blandt andet efter et fald i Volkswagen på 1,9 pct. Bilproducenten fik nedgraderet sin anbefaling hos Bankhaus Metzler Steel Sohn & Co til 'sælg' fra 'køb'. Det tyske marked formåede dermed ikke at finde støtte i en lidt bedre udvikling i det tyske Ifo-erhvervstillidsindeks i august end ventet.

På sektorniveau trak bankerne mest ned i de ledende indeks. Flere af de irske bankaktier havde det svært, og blandt andet Allied Irish faldt 3,5 pct., efter at kreditvurderingsselskab Standard & Poor's skar kreditvurderingen af Irlands langsigtede gæld til AA- fra AA.

Udsigterne for vurderingen er tilmed negative. Den sænkede kreditvurdering begrundes med, at Irlands forventede omkostninger til at støtte den finansielle sektor er steget betydeligt i forhold til de tidligere prognoser.

Det ledende irske aktieindeks steg dog 0,2 pct. efter et fald på 5,8 pct. tirsdag. Det skyldes blandet andet en stigning til det irske betting-selskab Paddy Power på 3,1 pct. efter meldingen om, at det venter at kunne overgå analytikernes estimater for i år.

I Holland var der fokus på Carlsberg-rivalen Heineken, der præsenterede et stærkt regnskab for første halvår. Bundlinjen steg i første halvår hele 42 pct. til 695 mio. euro, mens analytikerne kun havde ventet 575 mio. euro ifølge Bloomberg. Aktien steg 1,4 pct.

Derimod faldt minegiganten BHP Billiton i London 2,0 pct. efter offentliggørelsen af et overskud for det forskudte regnskabsår 2009/10 på 12,7 mia. dollar. Analytikerne havde ventet et resultat på 13,3 mia. dollar.

I Stockholm faldt det toneangivende indeks 1 pct., hvor Nordea og Hennes & Mauritz var de mest tyngende med fald på henholdsvis 2,6 og 1,2 pct. I Paris endte CAC 40-indekset 1,2 pct. lavere, og i London faldt FTSE 100 med 0,9 pct.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis