ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Arkil-aktie i kæmpe spring: Stiger over 35 pct efter bud fra Arkil-brødre

Arkil-aktien åbner torsdag morgen med en stigning på over 35 pct til kurs 1520 kr. 

Aktie-stigningen kommer, efter at de to Arkil-brødre Jesper Arkil og Jens Skjøt-Arkil onsdag aften meldte ud, at de vil fremsætte et offentligt og betinget købstilbud på samtlige B-aktier i Arkil Holding.

Ifølge meddelelsen vil B-aktionærerne blive tilbudt en pris på 1550 kr. kontant pr. B-aktie for at sælge deres aktier i selskabet.

Jesper Arkil og Jens Skjøt-Arkil, der begge er børnebørn til Arkil Holdings stifter, Ove Arkil, sidder i forvejen på samtlige A-aktier gennem J2A Holding og ejer i dag 22,13 pct. af aktiekapitalen og 64,38 pct. af stemmerettighederne i Arkil.

Jesper Arkil og Jens Skjøt-Arkil er i dag medlemmer af Arkils direktion som henholdsvis adm. direktør og direktør for forretningsudvikling.

"Vi ser os selv som langsigtede ejere af Arkil, og vi vurderer ikke, at en børsnotering af Arkil skaber tilstrækkelig værdi for aktionærerne eller for selskabet sammenholdt med de omkostninger, som det indebærer. Vi ønsker fortsat at drive Arkil, som virksomheden drives i dag og ud fra samme strategiske kompas, men vurderer, at vi over tid kan gøre dette mere effektivt i privat kontekst," lyder det i forbindelse med børsmeddelelsen fra Jesper Arkil, der er medejer af J2A Holding og adm. direktør i Arkil.

Og han fortsætter:

"Derfor tilbyder vi nu aktionærerne 1.550 kr. pr. B-aktie, hvilket er højere end den højeste børskurs nogensinde. Vi mener, det er et attraktivt tilbud for aktionærerne."

Forhåndstilsagn givet

Lind Invest, der er ejet af den aarhusianske rigmand Henrik Lind, samt visse andre større aktionærer har over for J2A Holding afgivet uigenkaldelige forhåndstilsagn om at acceptere købstilbuddet vedrørende deres B-aktier, står der endvidere i børsmeddelelsen.

De uigenkaldelige forhåndstilsagn udgør tilsammen med J2A Holdings ejerskab af A-aktier og B-aktier 44,98 pct. af aktiekapitalen og 74,84 pct. af stemmerettighederne i Arkil Holding.

Tredje generation

Jesper Arkil overtog i 2007 ledelsen af Arkil Holding. Han er sammen med Jens Skjøt-Arkil barnebarn af selskabets stifter, Ove Arkil, der grundlagde den sønderjyske entreprenørvirksomhed tilbage i 1941. For 12 år siden overtog Jesper Arkil direktørposten fra sin far, Niels Arkil, og dermed er den nuværende direktør og Jens Skjøt-Arkil tredje generation i selskabet, der blev noteret på fondsbørsen i 1978 som den første sønderjyske industrivirksomhed.

Selskabet, der holder til ved Vojens nær Haderslev, har omkring 1800 ansatte og havde i 2018 et årsresultat på 83,1 mio. kr. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis