ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Argentinsk valg giver store kursudsving og lottostemning omkring landets aktier

Det sydamerikanske land befinder sig alleryderst på risikokurven, fordi politik i den grad påvirker markederne. Resultatet af primærvalget i august efterlod et land i chok, da en centrum-venstre-kandidat fik et stærkt resultat. Det førte til et aktiekursfald på 48 pct. i dollarpriser, som var det næststørste kursfald i verden på én dag siden 1950. Spørgsmålet er, om valget af en ny argentinsk præsident kan føre til et aktierally

Der skal to til en tango, og det ved de om nogen i Argentina. Landets 44 mio. store befolkning har gang på gang forsøgt at finde den farbare vej til en øko­no­misk dans, men gang på gang har kriser ramt nationen.

De har igennem årene prøvet at miste adgangen til deres opspar­inger, deres pensioner – og står på ny uden ud­sigt til en fremtid med økonomisk ro på.

En række præsidenter og politikere har de seneste årtier ikke formået at finde den rigtige vej for Argentina. Og senest har et aktiekrak 12. august kostet et fald på 48 pct. i aktiekurserne, målt i dollar. Landet står foran et præsidentvalg 27. oktober, og håbet er igen, at den nyvalgte præsident vil kunne trække landets økonomi ud af det økonomiske søle.

“Sandsynligheden for, at præsidenten bliver en anden end Alberto Fernández, er efter min mening mindre end 5 pct. Han er ven­stre­orienteret og ikke radikal, så hans første opgave bliver at skabe balance i regeringen. Økonomisk vil der ikke være noget, regeringen kan gøre de første måneder, efter den er tiltrådt,” siger Martin Gonzalez Eiras, der er lektor på Økonomisk Institut på Københavns Universitet.

Den argentinskfødte lektor er specialiseret i makroøkonomi og har et godt kendskab til den førte politik i Argentina de senere år og er forsigtig med at spå om, hvad der kommer til at ske.

Han er dog overbevist om, at Alberto Fernández ender med at blive præsident efter primærvalgets resultat, der gav ham 48 pct. af stemmerne.

Den nuværende præsident, Mauricio Macri, efterlader den argen­tinske økonomi med en inflation, der er blandt de højeste i verden, og en stigende fattigdom i landet. Der er blevet peget på, at selv hans tilhængere har haft svært ved at finde positive data, der skulle få ham genvalgt.

Martin Gonzalez Eiras mener, at der findes to forklaringer på, hvorfor Mauricio Macri og hans regering har gravet sin egen grav. For det første skyldes det ifølge ham, at regeringen, da den tiltrådte for fire år siden, bestod af 22 ministre, der reelt ingen magt havde – f. eks. blev de stillinger, der traditionelt var inden for økonomi, fordelt på i alt seks ministerier.

For det andet havde dem, der havde magten, stabschefen og hans to vicechefer, ikke den rette uddannelse. Deres erfaringer i erhvervslivet forberedte dem ifølge Martin Gonzalez Eiras ikke til at forudse virkningerne af de gennemførte politik­ker.

Han mener, at det værste, der kan ske, er, at Argentina går bankerot, men det tror han dog ikke vil blive et muligt scenarie.

Risikabel aktietango


De chokerende fald på aktiemarkedet i august kom lige efter primærvalget i Argentina, som afgjorde, hvem der kunne stille op til præsi­dentvalget 27. oktober. Dette aktiekrak gav kraftige advarselslamper for mange investorer, mener Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank. Han peger på, at faldet skal ses i en sammenhæng med, at aktierne tidligere på året blev kørt gevaldigt op.

“Mange fonde har øget investeringerne i argentinske aktier, efter at Argentina blev inkluderet i MSCI's Emerging Markets-indek­set, og det skal sammenholdes med, at mange investorer tidlig­ere på året ikke var så bekymrede for en handelskrise i Argentina og Sydamerika generelt, som de eksempelvis var i forbindelse med USA og Kina. Selv om jeg har svært ved at se Argentina som en sikker havn, så er det med tanke på handels­krise selvfølgelig mere sikkert. Aktierne er derfor blevet kørt markant op, og det har nok også gjort, at modreaktionen er blevet ekstra kraftig,” siger Jacob Pedersen.

Han mener, at investorer med et land som Argentina ikke må undervurdere betydningen af den politiske agenda for mar­ked­erne.

Så man skal som altid kigge på, hvad virksomhederne kan leve­re i indtjening, men særligt i Sydamerika er det ifølge Jacob Peder­sen et tilbagevendende tema, hvad landets ledelse og der­med politikernes tilgang til de frie markeder er.

Det er noget, som på en helt anden måde, end vi er vant til herhjemme, kan kom­me til at gøre ondt på investorerne.

Jacob Pedersen er af den klare overbevisning, at din profil som privat investor skal være til den højrisikable side, hvis du over­vejer at investere i Argentina. Det kan ifølge ham vise sig, at du kan få en gigantisk gevinst, men det modsatte kan bestemt også blive tilfældet.

Argentina er kun for dem, der er allermest risikolystne. Det er for dem, der synes, at Italien, hvor økonomien jo har svære kår, er for kedelig.

“Argentina får lande som Italien og Grækenland til at ligne økonomisk stabile lande,” siger han.
Er du tiltrukket af det sydamerikanske land, så skal du ifølge Jacob Pedersen dagligt følge udviklingen i de argentinske aviser.

“Jeg arbejder også med Argentina i mine modeller, men ikke på et detaljeringsniveau, der kan retfærdiggøre, at jeg med over­bevisning kan udpege mere sikre sektorer eller selskaber at ­inve­stere i,” siger Jacob Pedersen.

Han understreger, at uanset om du vælger at gå efter din mave­­fornemmelse og efterfølgende investerer i Argentina eller ej, så vil aktie­­inve­steringer i landet i den kommende tid være præget af utrolig store risici.

Fald er ikke nødvendigvis negativt

Lukas Bo Lützer er cand.mag. i spansk og spansk-amerikansk, bor i Argentina og har en argentinsk kone. Han arbejder som rejse­leder for rejsebureauet Victors Farmor og har oplevet de øko­nomiske rutsjeture i Argentina de senere år.

“Siden den nuværende regering er kommet til, er der lukket 20.000 små og mellemstore virksomheder i Argentina, og landets infla­tion er årligt højere end 50 pct. Jeg tror, at årsagen til, at præ­sident Mauricio Macri har lidt så stort et nederlag ved primærvalget – og nok også kommer til det ved valget 27. oktober – er, at han gennem årene har lånt så mange penge,” vurderer Lukas Bo Lützer.

“Det er måske lidt kontroversielt at sige, men at bankaktierne og energisektorens aktier falder, det ser man ikke nødvendigvis som noget negativt her i Argentina. Renten ligger på over 70 pct., hvilket betyder, at det har været en del af årsagen til, at mange virk­som­heder er lukket, og folk har mistet deres job. Der er i dag ca. 4,5 mio. fattige, svarende til 10 pct. af landets befolkning,” siger Lukas Bo Lützer.

“Når bankaktierne falder, så er det også en indikation af, at sektoren vil tjene færre penge, og det er fint for den almindelige argentiner. Bare vi kan få virksomhederne til at åbne igen,” lyder det fra Lukas Bo Lützer.

I starten af 1900-tallet var Argentina et af verdens rigeste lande, og man talte om at være rig som en argentiner. Den rigdom skal du kigge langt efter i dag – og også i 2001, under den seneste alvorlige krise.

Mauricio Macri afløste Christina Fernández de Kirchner i 2015, og det politiske skifte mærkede Lukas Bo Lützer ved, at han få dage efter, at Mauricio Macri var blevet valgt, kunne se unge dren­ge med helt nye mærkesko rykke ind i gadebilledet, hvor de boede på gaden.

“Det var skræmmende at se, for det var ikke nogen, der var vant til at bo på gaden og overleve i den kontekst. De var fattige under den forrige præsident, men under Mauricio Macri gik det helt galt,” siger Lukas Bo Lützer, der glæder sig til, at Alberto Fernández – efter al sandsynlighed – tiltræder som præsident.

Aktiemarkedernes reaktioner på, hvem der bliver valgt, vil være uforudsigelige, men én ting, du kan regne med, er, at investerer du i Argentina nu, så er der tale om en særdeles risikofyldt handling med, hvad der dertil hører: En enorm gevinst eller et kæmpe tab.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis