ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytiker: Obligationssalg oplagt for Vestas

Vestas-aktien banker i vejret på forlydender om, at Vestas er klar med virksomhedsobligationer for at hente friske penge i kassen. God idé, mener Jyske Bank.

Vestas-aktien stiger ud på eftermiddagen 7,5 pct. Kurshoppet skyldes, at investorerne vurderer det til væsentligt mindre sandsynligt, at Vestas får brug for en kapitalforhøjelse, hvis man udsteder obligationsgæld.

Og det forventer virksomhedsobligationsanalytiker Alex Hauge Andersen fra Jyske Bank, at Vestas vælger at veje stemningen for i morgen i kølvandet på vindmølleproducentens årsregnskab.

Tegn i sol og måne

Klokken 16 onsdag holder Vestas et "credit update", og det tolker Alex Hauge Andersen som et klart tegn på, at der er virksomhedsobligationer fra Vestas på vej til interesserede investorer.

"Vestas har næsten ingen bankgæld, og her er det en fordel for Vestas at sprede sig ud på andre finansieringskilder. Specielt virksomhedsobligationer har været meget attraktive for selskaberne det sidste halve år," siger Alex Hauge Andersen til borsen.dk.

Ved udgangen af 2008 havde Vestas et luksusproblem i en negativ nettogæld, og her et år senere venter kreditanalytikeren ikke den store ændring i den situation.

Pengene er brændt af

Markedet ser nu frem mod morgendagens årsregnskab fra Vestas, der løfter sløret for fjerde kvartal - et kvartal, der traditionelt udgør 40 pct. af ordreindgangen i Vestas.

Vestas var så sent som foråret 2009 ude og hente penge på aktiemarkedet, men topchef Ditlev Engel er ved at kunne mærke bunden af lommerne.

"Ordreindgangen har været ekstrem lav, og derfor har Vestas brændt de fleste penge af via arbejdskapitalen. Her er obligationsgæld en mulighed for at skaffe sig likviditet til første og andet kvartal," vurderer Alex Hauge Andersen.

Flere udstedelser i vente

Om han vil anbefale sine investorer at købe de kommende obligationer fra Vestas afhænger af renten og løbetiden på udstedelserne. Men overordnet er han forventningsfuld.

"Vi forventer, at trenden med obligationsudstedelser fortsætter. Vi regner med, at flere selskaber i løbet af året vil komme til markedet - også førstegangsudstedere som Vestas," konstaterer analytikeren.

Indtil videre har Carlsberg, A.P. Møller-Mærsk, Nykredit og Dong hentet penge gennem salg af egne obligationer.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis