ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytiker: Hvid S&N-ridder usandsynlig

Scottish & Newcastle (S&N) bider fra sig og går efter at lægge et jerngreb om hele vækstfremmeren BBH. Rygter om, at en såkaldt hvid ridder kan komme S&N til undsætning, florerer ufortrødent, men den manglende identitet underminerer truslen.

Jens Houe Thomsen, aktieanalytiker i Jyske Bank, ser det som usandsynligt, at en hvid ridder har sadlet hesten, når han endnu ikke har vist sit ansigt under hjelmen.

"Det er påfaldende, at ingen har givet sig til kende. Jeg har min store tvivl, om ridderen findes. Hvem skulle også have lyst til at være hvid ridder, for det kræver et muligt afkast, og der er ingen, der kan få mere ud af BBH, end Carlsberg allerede får," siger Carlsberg-analytikeren til borsen.dk.

Han begrunder det med, at hvert træk, S&N tager for at opnå selvstændighed med en ekstern partner som baggrundsstøtte, forringer bryggeriets position. Og det er ifølge Jens Houe Thomsen ikke sandsynligt, at S&N-aktionærerne vil acceptere en sådan aktieforringelse.

Spænding forud for regnskab tirsdag

Dagbladet Børsen skriver i dag, at S&N kan tænkes at afsløre navnet på en ekstern partner i forbindelse med bryggeriets offentliggørelse af regnskab for tredje kvartal tirsdag. Men den tese afviser Jens Houe Thomsen.

"Det er ikke nok at være i branchen og have penge. Investeringen skal regnes hjem, og det gør en ekstern partner ikke for S&N's blå øjnes skyld. Jeg har svært ved at se det muligt at hive en sådan investering i land," vurderer Jyske Bank-analytikeren.

Den nye topchef i S&N, John Dunsmore, træder direkte ind i søgelyset, når han i morgen aflægger sit første regnskab som bryggeriets førstemand. Jens Houe Thomsen tror, at Dunsmore vil tale om langsigtet vækst i Rusland.

"Det er ikke en kapitalmarkedsdag, så han vil redegøre for tredje kvartal. Men sådan som situationen har udviklet sig, forventer jeg også, at han kigger ud over kvartalet. Han vil formodentlig fortælle, hvordan S&N kan skabe mere værdi end Carlsberg," vurderer analytikeren.

Tro på tredje og afgørende tilbud

S&N afviste torsdag blankt det forhøjede købstilbud fra Carlsberg og Heineken på 750 pence pr. aktie. Dresdner Kleinwort forventer, at de to bryggerier vil hæve barren igen i morgen tirsdag.

"Vi tror, at et tredje og endeligt bud vil blive fremsat efter S&N's orientering til markedet om driftsudviklingen og selskabets strategi den 20. november. Buddet vil sandsynligvis være i bunden af vores ventede interval på 783 til 823 pence," skriver Dresdner ifølge nyhedsbureauet Direkt.

Scottish & Newcastle-aktien handles i øjeblikket til 752,50 pence, mens Carlsberg-aktien er nede med små 1 pct. mandag i kurs 643 i et rødt dansk marked.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis