ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analyse: EM i fodbold vil løfte Carlsberg

EM-slutrunden i fodbold, som starter i morgen, skaber positive forventninger til Carlsberg hos Sydbank.

Banken har overvægt på ølgigantens aktier. Og anbefalingen af aktien bliver ikke mindre af, at Carlsberg er hovedsponsor ved den store fodboldturnering.

Aktieanalytiker i Sydbank Morten Imsgard står bag en analyse om Carlsberg, hvor han blandt andet pejler mod den seneste EM-slutrunde.

"Under EM i Østrig og Schweiz i 2008 steg salget over 20 pct. hos Carlsbergs schweiziske datterselskab Feldschlösschen. Vi estimerer, at fodboldslutrunden i Polen og Ukraine kan løfte Carlsbergs salg med 1,7 pct. i 2. kvartal og forbedre indtjeningen med 2,0 pct. i forhold til samme kvartal sidste år," står der i analysen.

Det stigende salg skal blandt andet ses i lyset af, at det er de rigtige hold, som er blandt de sidste 16 i Europa.

"Kvalifikationsturneringen forløb perfekt for Carlsberg, og alle selskabets store europæiske markeder er repræsenteret ved sommerens fodboldslutrunde. Carlsberg har dermed mulighed for at udnytte sit sponsorat af EM til at øge salget på selskabets største europæiske markeder," skriver Morten Imsgard.

Sponsorpris på halv mia

Det er dog ikke helt billigt at være hovedsponsor ved så stor en slutrunde. Sydbank vurderer, at selve sponsoratet koster omkring 250 mio. kr. for Carlsberg. Ca. samme beløb skal Carlsberg bruge på aktiveringen af sponsoratet. Altså bliver den samlede udgift ifølge Sydbank ca. en halv mia. kr.

Men Carlsberg får også noget for pengene, da de vil forsøge at markedsføre sig mod Asien under slutrunden.

"Yderligere noterer vi os, at Carlsberg også ved sommerens EM vil satse stort på de asiatiske markeder med oprettelsen af fanparker med storskærme, der vil kunne rumme 20-30.000 fans. Vi forventer, at også det asiatiske salg vil nyde godt af EM-slutrunden," skriver Morten Imsgard.

Børsen har tidligere snakket med Carlsberg i Warszawa op til EM-slutrunden. Det kan der læses mere om her: Historisk stort dansk sponsorat ved EM 
 


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis