ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Amerikanske nøgletal bidrog til solid fremgang

Det danske aktiemarked fik tirsdag bremset de foregående dages fald. Uventet stærke nøgletal fra USA var med til at understøtte markedet, der desuden holdt et vågent øje på udviklingen i Mellemøsten. C20-indekset sluttede dagen 1,3 pct. højere i niveau 468,06.

"Der har de foregående dage været meget fokus på uroen i Mellemøsten, men der er ikke kommet nyt frem, der taler for, at krisen skulle være accelereret. Det har været medvirkende til, at markedet er blevet en smule mere positivt stemt," siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til nyhedsbureauet Direkt.

En uventet stor stigning i det såkaldte ISM-indeks, der udtrykker de amerikanske indkøbschefers forventninger til fremstillingsindustrien, var tirsdag eftermiddag med til at forstærke fremgangen på markedet. FLSmidth var blandt de bedst performende aktier i C20 med en stigning på 3 pct. til kurs 481,8.

"FLSmidth fik nogle klø de foregående dage, fordi man var bange for selskabets eksponering i Mellemøsten. Så det er helt naturligt, at det er en af de aktier, der klarer sig godt, når markedet så vender rundt igen,", vurderer Mads Zink.

DSV kunne med et plus på 3,3 pct. til kurs 117,5 dog notere den største stigning i det danske eliteindeks. Transportselskabet fik positive ord med på vejen af det hollandske analysehus ING, der hævede anbefalingen af aktien til 'køb' fra 'hold' med et kursmål på 139 kr. Desuden hævede Danske Markets ligeledes sin anbefaling til 'køb' med et kursmål på 150 kr.

"DSV har klaret sig godt, siden markedet bundede ud, og selskabet blev presset af en presset balance, faldende indtjening og igangværende integrationsprojekter. Men nu har DSV genstartet sit aktietilbagekøbsprogram, kapitalsituationen er blevet forbedret, og balancen ser sund ud," skriver ING.

Også Chr. Hansen blev båret frem af analytiker-meldinger, idet Goldman Sachs indledte dækning af ingredienskoncernen med en købsanbefaling og et kursmål på 160 kr. Aktien steg 2,0 pct. til kurs 117,9.

Derudover hævede Danske Markets anbefalingen på Carlsberg til 'køb' fra tidligere 'akkumuler'. Kursmålet blev i samme ombæring løftet til 730 kr. fra 650 kr. Bryggeriaktien steg 2,3 pct. til kurs 555.

Uden for C20 faldt TK Development 0,4 pct. til kurs 22,7, efter at selskabet nedjusterede forventningerne til hele året.

Aarhus Lokalbank, der efter mandagens store nedjustering er gået på kapitaljagt for at sikre sit eksistensgrundlag, faldt yderligere 9 pct. til kurs 24,3 efter nedturen mandag på 17 pct. Brøndby, der nedjusterede forventningerne efter nedskrivning af kontraktrettigheder, faldt 4,2 pct. til kurs 23.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis