ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktietendens: Mærsk vil være i centrum på grøn dag

En generalforsamling i A.P. Møller-Mærsk kan tiltrække sig opmærksomhed, på en dag hvor aktiemarkedet ventes at åbne i grønt.

Generalforsamlingen er den første med Jim Snabe som formand. Og selv om flere markedsdeltagere ikke venter, at generalforsamlingen kaster de store nyheder af sig, så er der nok at tage hul på for den nye formand: hvordan transformationen til en fokuseret transport- og logistikkoncern går, ledelsesændringer efter Jakob Stausholms exit som finansdirektør, hackerangreb og forslag om supplerende forretningsaktiviteter.

B-aktien i rederikoncernen steg 1,2 pct. til 9466 kr. mandag.

Det danske eliteindeks C25 ventes at åbne i plus, efter en stigning mandag på 0,3 pct. til indeks 1112,75. Tirsdag morgen ligger den tyske Dax-future i et plus på 1,2 pct., mens de amerikanske stiger mellem 1,2 og 1,6 pct.

Den grønne bølge kommer, efter at den kinesiske præsident, Xi Jinping, i en tale har nedtonet den verserende handelskrig mellem USA og Kina. Han har sagt, at Kina vil sænke tolden på importerede biler og lempe reglerne for udenlandsk ejerskab i den kinesiske bilindustri, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

- Specielt kommentarerne omkring handel kan give aktieinvestorerne lidt ro i maven, da det er første gang, vi rigtigt ser en af parterne forsøge at deeskalere situationen, hvilket måske derfor kan give håb om, at vi ikke ender i en decideret global handelskrig, skriver Henrik Drusebjerg, chefstrateg i Carnegie, i en kommentar til dagens udvikling.

NY CHEFAFGANG I DANSKE BANK

Sidste uge stod Danske Bank for de store ændringer på direktionsgangen, og banken sagde blandt andet farvel til Lars Mørch, der valgte at sige sin stilling op i kølvandet af hvidvasksagen i Estland. Mørch var ansvarlig for Business Banking siden 2012, herunder International Banking, som inkluderer den baltiske forretning.

Nu er det så Tonu Vanajuur, der er direktøren for Business Banking i Baltikum, der stopper, rapporterer Bloomberg News med henvisning til den estiske avis, Aripaev. Men det har intet med hvidvasksagen at gøre, siger han.

En aktie i Danske Bank steg 0,3 pct. til 224,30 kr. mandag.

Og så er det dagen derpå for TDC, der faldt med 0,4 pct. mandag til 49,80 kr. Sent mandag eftermiddag blev det oplyst, at konsortiet DK Telekommunikation alligevel har erhvervet over 90 pct. af aktierne i teleselskabet, der derfor går en fremtid uden børsnotering i møde.

FLERE GENERALFORSAMLINGER

Også Genmab holder generalforsamling tirsdag. Aktien faldt med 1,1 pct. mandag til 1217 kr. Aktionærerne kan dog notere et kursløft for aktien på 18 pct. siden nytår.

SAS er også aktuel med en generalforsamling. Her ventes den tidligere topchef i TDC Carsten Dilling valgt til at afløse Fritz Schur som bestyrelsesformand. En aktie i SAS faldt mandag med 1,6 pct. til 14,01 kr.

Og på grønsværen er det Brøndby IF, der triller en generalforsamling i mål på et tidspunkt, hvor fodboldklubben ligger i toppen af superligaen. En gul-blå fodboldaktie steg mandag med 0,2 pct. til 0,90 kr.

Jeudan kan komme under teknisk pres, da aktien handles uden ret til udbytte på 12 kr. per aktie tirsdag. Aktien faldt med 0,2 pct. mandag til 910 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis