ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktiestatus: Novo-stigning er med til at give grønt C25 - Maersk Drilling kravler over sin startkurs

En stigning til indekstunge Novo Nordisk er mandag middag med til at give et plus til det danske eliteindeks, C25, der samlet set løfter sig 0,1 pct. til 1145,23.

Dermed klarer det ledende indeks herhjemme sig en smule bedre end de tilsvarende indeks rundt om på de store markeder i Europa, hvor der er tendens til mindre fald.

"Der sker ikke alverden her fra morgenstunden, og det afspejler sig også på markederne."

"Men når vi ser frem mod de kommende dage, så er det i høj grad en form for positionering, i forhold til hvad der kommer til at ske resten af ugen. Vi kommer til at have en ret aktiv uge med flere ting, der kan være med til at definere markedsstemningen," siger aktiechef Otto Friedrichsen fra Formuepleje.

Særligt onsdag kommer til at få stor betydning, da der blandt andet vil være møde i EU omkring længden af brexit-udskydelsen, og referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank vil blive offentliggjort.

Ydermere bliver der for alvor taget hul på regnskabssæsonen for første kvartal mod slutningen af indeværende år, nævner Otto Friedrichsen.

Novo til tops

Uden umiddelbare nyheder er det Novo Nordisk, der mandag middag stiger mest i C25-indekset med et plus på 1,2 pct. til 341,70 kr. Stigningen kommer efter sidste uge, hvor aktien faldt fire ud af fem dage.

Plus er der også til biotekselskabet Genmab, der stiger 0,04 pct. til 1190,50 kr. Det sker, efter at Barclays har hævet kursmålet til 1300 kr. fra 1200 kr. og samtidig gentaget den positive anbefaling "overvægt".

Fredag oplyste Genmab, at selskabets primære partner, Janssen, har indsendt en ansøgning til de japanske sundhedsmyndigheder vedrørende en supplerende godkendelse til kræftmidlet Darzalex.

Hos Sydbank er kursmålet løftet til 150 kr. fra 135 kr. af ABG Sundal Collier, der fortsat anbefaler "sælg". ABG Sundal Collier løfter i øvrigt også sit kursmål for Danske Bank til 155 kr. fra 150 kr. Her hedder anbefalingen fortsat "køb".

Sydbank-aktien stiger med 0,8 pct. til 142,90 kr., og Danske Bank løftes 0,2 pct. til 123,25 kr.

Også Simcorp har fået løftet sit kursmål - her af UBS til 614 kr. fra 473 kr. Hverken Reuters ellers Bloomberg News fortæller, hvilken anbefaling UBS har for Simcorp-aktien, der falder 0,3 pct. til 621 kr.

Drilling overgår startkurs

Den danske fondsbørs nyeste medlem, Maersk Drilling, der på børsen er kendt som The Drilling Company of 1972, får også opmærksomhed igen mandag.

På sin første handelsdag torsdag tabte aktien en del, men fredag kom den igen med en stigning på 2,8 pct., og mandag middag fortsætter opturen med en stigning på 3,6 pct. til 575 kr. Derved ligger aktien 5 kr. over startkursen på 570 kr.

Hen over fredagen steg prisen på olie igen pænt, og niveauet holder ved mandag middag, hvor den europæiske referenceolie, Brent, er på sit højeste prisniveau i fem måneder med godt 70,70 dollar per tønde.

Det kan være godt nyt for selskaberne i og omkring oliesektoren, herunder Maersk Drilling.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis