ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Yellen-tale påvirkede ikke

Janet Yellen var umiddelbart et antiklimaks på fredagens danske aktiemarked. Markedet havde ventet hele dagen på hendes tale i mangel af regnskaber og nøgletal. Da der så endelig kom ord, var der stort set ikke noget nyt, og markedet var nærmest upåvirket.

"Markedet havde frygtet, at der måske ville komme en konkret melding om, at rentestigningen, som ventes i USA, var fremrykket. Men det kom ikke. Det var mere lidt på det ene side og lidt på den anden side, forklarer senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

Finansmarkedernes reaktion kan da også kun tolkes som om, der intet nyt og ildevarslende for den finansielle ro kom frem. Dollar, renter og aktiemarkeder var stort set uberørte af talen i dansk åbningstid.

Det toneangivende danske C20 Cap-indeks lukkede fredagen med et fald på 0,4 pct. til 793,69.

Regnskabskalenderen for fredag var papirstynd, men analytikere og investorer tygger sig fortsat igennem ugens regnskabssværm.

ISS' halvårstal bliver tygget igennem efter torsdagens overraskende nedjustering af de organiske vækstforventninger, og ikke alle kunne lide smagen.

 ISS steg en pct.


"Vi tror dog, at ISS er tilbage på sporet næste år, og vækstafdæmpningen skyldes overvejende senere igangsættelse af enkelte store kontrakter," siger Martin Munk.

Nordea har reduceret kursmålet for ISS-aktien til 200 kr. fra tidligere 215 kr. Anbefalingen er uændret "køb". Jyske Bank anbefaler også "køb", men har justeret kursmålet 10 kr. ned. Analytikerne hos Barclays har sænket deres kursmål til 200 kr. fra tidligere 215 kr.

ISS steg fredag 1,1 pct. til 170,50 kr.

A.P Møller - Mærsk, der var regnskabsaktuel i tirsdags, har fået hævet sit kursmål til 17.000 kr. fra tidligere 15.200 kr. af det tyske finanshus Main First Bank. Anbefalingen er uændret "outperform".

For tredje uge i træk var der fald i spotraterne på containerfragt. Det overordnede indeks faldt i denne uge med 4,0 pct. til 1076,5 . I ugen op til 1. august steg det 12,7 pct., men i ugerne siden var der dyk på 2,0 og 4,3 pct.

 "Det kan være med til at presse Mærsk-aktierne ned," skønnede Martin Munk.

B-aktien i A.P.Møller-Mærsk faldt 0,4 pct. til 14.340 kr.

Efter onsdagens halvårsregnskab fra Carlsberg har bryggerikoncernen fået analytikersmæk. Fredag var det franske Société Générale, der slog hårdt. Kursmålet for Carlsberg blev banket ned til 475 kr. fra 570 kr. Samtidig strøg anbefalingen i gulvet til "sælg" fra tidligere "hold".

Ifølge Martin Munk virker aktien dog for billig nu.

"Rabatten til sammenlignelige bryggerier er på omkring 35 pct. på P/E, og selv om der skal være rabat grundet Ruslands-eksponeringen, så er rabatten nu for stor, vurderer han.

Jyske Bank anbefaler "køb" af Carlsberg-aktien, der faldt 1,3 pct. til 511,50 kr.

Kurs op hos DFDS

DFDS, der torsdag præsenterede regnskab for andet kvartal, kunne sammen med en stribe opløftende resultater annoncere en opjustering samt et aktietilbagekøbsprogram. Fredag meddelte rederiet, at man suspenderer den nyligt åbnede rute mellem Tyskland og Litauen.

DFDS sejlede fredag 3,5 pct. op til 480 kr. i kølvandet på torsdagen stigning på 6,5 pct.

Alm. Brand var torsdag også på banen med kvartalsregnskab, der viste et fornuftigt andet kvartal, ikke mindst takket være meget positive kursreguleringer. Forventningerne til hele året blev desuden øget, og fredag fortsatte opturen på aktiemarkedet.

Alm. Brand, der torsdag steg 6,6 pct., steg yderligere 5,2 pct. til 32,40 kr.

Sydbank har fået positiv analytikeropmærksomhed efter onsdagens regnskab. Blandt andet har Jyske Bank og Handelsbanken løftet anbefalingerne. Jyske har løftet til "køb", og Handelsbanken til "akkumuler".

Sydbank sluttede ugen med et fald på 0,2 pct. til 173 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis