ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Vil åbne i plus

Der synes at være gode chancer for, at det danske aktiemarked mandag åbner i plus, hvis man skal dømme efter udviklingen på det europæiske futuremarked. Man skal dog ikke vente den store aktivitet i mandagens handel.

"Den tyske DAX-future indikerer en positiv åbning på omkring 0,5 pct., og vi har haft et uventet godt regnskab fra Philip, og mon ikke det kan trække Danmark lidt op," siger Tina Ammitzbøll Georgi, aktiehandler hos Jyske bank, til Direkt.

Nogen høj aktivitet skal man ifølge aktiehandleren ikke forvente på en mandag, hvor aktiemarked i Japan er lukket, og amerikanerne fejrer Columbus Day.

Banker lukket i USA

For selvom Wall Street er åben, holder bankerne lukket, hvilket meget vel kan komme til at betyde, at der trækkes noget aktivitet ud af markedet.

Hovedfokus er fortsat på den amerikanske regnskabssæson. Man skal dog vente til tirsdag, før der er nyt fra den front.

C20-indekset lukkede fredag 0,2 pct. lavere i niveau 332,40, selvom blot fem af aktierne i C20-regi faldt. Vestas dykkede dog hele 6,3 pct. til kurs 325,0, hvilket var den væsentligste årsag til, at eliteindekset tog en tur nedad.

"Aviserne skriver fortsat om Vestas, og hvorvidt der kommer en nedjustering i forbindelse med regnskabet den 27. oktober. Aktien blev mast lidt fredag, men det ser ikke umiddelbart ud til, at den skal have en rebound. Jeg tror stadig, at der kan være lidt usikkerhed omkring Vestas," siger Tina Ammitzbøll Georgi.

Anbefalingen af aktien i Carlsberg er mandag blevet sænket til 'neutral' fra tidligere 'overvægt' af analytikerne hos JPMorgan. Kursmålet er samtidig sat ned til 345 kr. pr. aktie fra tidligere 440 kr. Det skriver Reuters og European MarketScope.

Carlsberg steg fredag 0,2 pct. til kurs 350,5.

Anbefalingen af William Demant blev fredag blevet sænket til 'neutral' fra tidligere 'outperform' af analytikerne i finanshuset Carnegie. William Demant steg 0,7 pct. til 390.

Nordea som superbank

Nordea, der fredag steg med 2,2 pct. til kurs 51,0, kan komme i fokus i forbindelse med en artikel i den svenske avis Dagens Nyheter Ekonomi.

Avisen skriver, at Nordeas næstformand, Björn Wahlroos, angiveligt ikke har givet op i forhold til planerne om at gøre Nordea til en ny superbank.

Rygterne går på, at han nu vil se på forudsætningerne for, hvordan en aftale om fusion med Swedbank ville kunne laves.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis