ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Vestas slået seks år tilbage

Markedets mistillid til Vestas viser sig igen fredag, hvor vindmøllekoncernen har sat kurs mod det laveste niveau i seks år. Nedturen sker i et i øvrigt forbeholdent marked. Det danske C20-indeks falder 0,8 pct. til 373,08, hvilket reducerer den samlede gevinst over ugen til 0,5 pct.

"Det er et meget afventende og stille marked. Der har været lidt interesse for Carlsberg, men den er også ved at dø ud," siger chef for skandinaviske aktier i Sydbank, Ole Kjær Jensen, til Ritzau Finans.

Han venter fortsat, at markedets omdrejningspunkt vil være udviklingen i de sydeuropæiske renter. ECB holder fredag foreløbigt kort snor i de italienske og spanske renter, men der hersker stadig stor nervøsitet for, at renterne igen skal løbe løbsk.

"Vi får ledende indikatorer fra USA i eftermiddag, men det vil næppe påvirke det helt store. Det er stadigvæk bevægelserne på rentemarkedet, som sætter dagsordenen," konstaterer Ole Kjær Jensen.

Carlsberg og Chr. Hansen er ved 13.15-tiden eneste C20-aktier med stigninger. Carlsberg ligger 0,4 pct. højere i kurs 393,5. Chr. Hansen genvinder 0,5 pct. til kurs 117,2 efter et fald på 4,4 pct. torsdag, da storaktionæren PAI solgte 15 mio. aktier til kurs 115.

Vestas dykker


I den modsatte ende af C20 skranter Vestas-aktien videre. Kursen er dykket 2,5 pct. til 73,05, hvilket vil være laveste niveau siden 2005. Der er ingen bagvedliggende nyheder om Vestas, der dog har været på hælene siden nedjusteringen i slutningen af oktober. Samtidig er hele sektoren presset,

"Ud over en generel mistillid til Vestas, er der det også til branchen. Vi ser at andre sol- og vindaktier har det svært i øjeblikket, måske også som følge af, at staterne skal spare, og at et af de steder, der vil kunne spares, er på de mange tilskud til alternativ energi," siger Ole Kjær Jensen.

Blandt sidepapirerne krænger Torm-aktien igen faretruende og falder 6,4 pct. til kurs 4,34 ved udsigt til en vanskelig kapitalforhøjelse på 300 mio. dollar. Emissionen vil udvande de eksisterende aktionærer mærkbart.

Kursen på Torm-aktien har ikke ligget lavere i 12 år, og markedsværdien er nede på bare 316 mio. kr. Heroverfor står altså kapitalkravet på godt det femdobbelte.

Neurosearch, der ligeledes er på pengejagt til sine 200 mio. kr. dyre afsluttende studier med Huntingtons-medicinen, Huntexil, falder 5 pct. til kurs 15,2.

Simcorp falder 1,9 pct. til kurs 892 i kølvandet af uændrede forventninger i sit kvartalsregnskab, mens Brøndby nøjes med et minus på 0,7 pct. til kurs 14,4 efter en nedjustering.

Modsat belønnes Ambus forventninger til 2011/12 om fortsat vækst og en forbedring af marginen fra 14,7 pct. ti l15-15,5 pct. Aktien stiger 3,6 pct. til kurs 129,5.

/Ritzau Finans/

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis