ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Vestas holder akkurat C20 i grønt

Der handles Vestas-aktier på livet løs onsdag formiddag, efter mølleproducenten overgik analytikernes forventninger på stort set samtlige parametre med sit regnskab for første kvartal, som blev offentliggjort inden markedet åbnede. Mølleaktien spurter af sted med stigninger på 5 pct. til. 330,70 kr.

Vestas' stærke kvartal medførte den opjustering, som var ventet i markedet, og eneste hår i suppen var ordreindgangen, som godt nok var rekordhøj - som ventet - men stadig lavere, end investorerne havde sat næsen op efter oven på tre forrygende måneder i begyndelsen af året.

C20 Cap-indekset stiger 0,1 pct.

Mølleproducenten leverede et nettooverskud på 56 mio. euro i første kvartal, der traditionelt er svagt, mod et plus på 2 mio. euro i første kvartal sidste år. Ifølge et estimat fra Ritzau Estimates var der ventet et resultat på 25,5 mio. euro i markedet. Også omsætning og EBIT-margin steg mere end ventet, mens ordreindgangen på 1750 megawatt var en smule i underkanten af det ventede.

Ny topchef i Lunbeck

Det er dog ikke lutter vindmøller onsdag, hvor medicinalvirksomheden Lundbeck har fremlagt sin præstation i årets tre første måneder, men kort inden regnskabet annoncerede, at mangeårig Novo Nordisk-vicechef Kåre Schultz er ny CEO. Lundbeck har præsteret en omsætning i kvartalet, der er omkring 300 mio. kr. højere end ventet, ligesom driftsresultatet (EBIT) på 216 mio. kr. er en del over det ventede niveau, mens bundlinjen på minus 81 mio. kr. er en tand ringere end ventet. Novos tryllesvøm har tilsyneladende ramt Lundbeck, der stiger 22 pct. i de første handler.

Carlsberg falder derimod 0,5 pct. til 621 kr. efter konkurrenten AB Inbev onsdag morgen overgik analytikernes forventninger med længder, da verdens største bryggeri både præsterede et højere resultat per aktie samt en højere organisk og et højere samlet ølsalg. Det danske bryggeri kan samtidig glæde sig over, at SEB har hævet kursmålet til 660 kr. fra 560 kr., men ændringen er dateret tirsdag, hvor Carlsberg aktien steg som en af de få aktier i C20 Cap-indekset.

TDC-aktien er med en pris på 51,15 kr. er uændret i den tidligere handel, efter konkurrenten Telenor onsdag har aflagt regnskab, som viser, at det norske selskab fik 13.000 nye mobilkunder i første kvartal i Danmark. I april kunne Telia melde om 25.000 nye mobilkunder, mens teleselskabet 3 fik 1000 nye kunder i kartoteket, hvilket betyder, at TDC's tre store rivaler samlet har fået 39.000 flere mobilkunder i første kvartal, hvoraf mange formentlig vil være kapret fra TDC.

Investorerne får syn for sagen torsdag, når den danske telekoncern fremlægger sit regnskab, hvor fokus foruden afgangen af mobilkunder især vil være på integrationen af milliardopkøbet Get i Norge.

Hævede kursmål hos Coloplast

Coloplast har fået hævet sit kursmål af både Morgan Stanley og JPMorgan til henholdsvis 486 kr. og 395 kr., og Coloplast befinder sig onsdag morgen i bunden af C20 Cap-indekset med et fald på 1,1 pct. til 523 kr.

Alk-Abelló har fået løftet sit kursmål af Nordea til 828 kr. fra 751 kr. på en onsdag og stiger 0,4 pct. til 797 kr.

Senere på dagen kan NKT blive påvirket, når selskabets amerikanske konkurrent General Cables kommer med regnskab. NKT falder 0,4 pct. til 424 kr.

Blandt de mindre danske selskabet er Ambu kommet med et regnskab, som viser, at selskabet, der producerer hospitalsudstyr, kommer ud af andet kvartal med pæn fremgang på toplinjen, mens fremgangen på driftsindtjeningen er mere behersket. Salget er steget til 483 mio. kr. fra 403 mio. kr. i samme periode året før, mens driftsresultat (EBIT) er på 48 mio. kr. - en fremgang på kun 1 mio. kr. Det straffes en smule af aktionærerne, Ambu falder 1,4 pct. til 180 kr.

Bedre går det for RTX, der med sit regnskab onsdag morgen viser, at den nordjyske telekoncern er vokset en femtedel på toplinjen, mens indtjeningensmarginen samtidig er i fremgang. Salget steg 22 pct. til 91,9 mio. kr. i selskabets andet kvartal af 2014/2015, og driftsresultatet steg til 14,4 mio. kr. fra 10,7 mio. kr. året forinden.

RTX stiger 1,1 pct. til 88,50 kr.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis