ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Vestas gik forrest

Mens C20-indekset svingede mellem plus og minus det meste af dagen, havde Vestas en uomtvistelig fremgang.

Vindmøllegiganten fik en ordre på 140 nye vindmøller til et projekt i Australien, og ordregiverne, AGL Energy og Meridian, har bestilt Vestas' helt nye mølletype V112-3,0 MW.

"Det er en pæn ordre, men det er lige så meget det, at ordren er på V112-møllen. Det er vigtigt, at det er Vestas' nye mølle, for det er en blåstempling af den og kan give håb om nogle flere ordrer fremadrettet," siger Michael Lyngsø, handler i Jyske Bank, til nyhedsbureauet Direkt.

De nye møller har en kapacitet på 420 MW, og de kan være en vigtig milepæl på vejen mod Vestas mål for antallet af nye ordrer i 2010, mener aktieanalytiker Patrik Setterberg fra Nordea.

Aktien steg med 3,9 pct. til kurs 299,20, mens C20-indekset lukkede i et plus på 0,2 pct. i indeks 412,69.

Regnskabsaktuelle Novozymes sluttede dagen i et plus på 0,4 pct. i indeks 717,50. Selskabet opjusterede sine forventninger til hele året, hvor der nu ventes en vækst i salget på 7-9 pct. i lokal vækst og 10-12 pct. i danske kr.

Novozymes har samtidig hævet forventningerne til væksten i resultatet af primær drift til 20-22 pct. fra tidligere 12-14 pct. Endelig er forventningerne til årets resultat hævet til en fremgang på 22-24 pct. fra tidligere ventet 17-19 pct.

"Novozymes så godt ud, så vi havde regnet med, at aktien kunne præstere lidt mere, end den gjorde. Regnskabet var fantastisk flot, da det slog forventningerne. Selskabet opjusterede - også mere end analytikerne havde regnet med, så vi havde regnet med, at den skulle højere op," siger Michael Lyngsø.

Carlsberg lukkede i plus på 2,1 pct. i kurs 502, da aktien blev hjulpet godt på vej af et positivt regnskab fra konkurrenten AB Inbev, der blandt andet blev løftet af øget ølforbrug under VM i fodbold.

AB Inbev fortalte desuden, at volumenfaldet på det tyske marked skyldtes aggressive konkurrenter. Morten Imsgard, aktieanalytiker i Sydbank, vurderer, at Carlsberg kan være en af disse konkurrenter.

Uden for C20-indekset kunne BioPorto fortælle, at amerikanske Mayo Medical Laboratories har tænkt sig at bruge selskabets NGAL-test til diagnose af akut nyreskade. Det fik aktien til at stige med 13,6 pct. til kurs 5,85.

BioPorto regner dog ikke med, at aftalen får væsentlig effekt på salget i indeværende regnskabsår, men håber, at samarbejdet vil kunne bane vejen for selskabets fuldautomatiske laboratorietest, som efter planen lanceres i starten af 2011.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis