ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Vestas får blodigste tud i rødt C20-indeks

Vestas fik flest kurs-prygl, i et helt igennem blodrødt C20 Cap-indeks, der torsdag gled med 3,2 pct. til 989,49. Det var det største endagsfald nogensinde i C20 Cap.

"Vi falder på linje med Europa. Det skyldes nok det afmattende marked i Kina," siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Også en tvetydig udmelding fra den amerikanske centralbank onsdag skabte torsdag usikkerhed på markederne. På den ene side er betingelserne for en rentestigning endnu ikke opfyldt. På den anden side er forholdene kommet nærmere, lød meldingen fra centralbanken.

De toneangivende markeder i Europa lå på fald på mellem 0,4 og 2,1 pct. ved den danske børses lukketid.

Vestas, der er blevet sænket til "underperform" fra "neutral" af analytikerne hos Credit Suisse, var det C20-selskab, der fik absolut flest aktie-hug torsdag. Vindmølleproducentens aktie dykkede med 8,1 pct. til 355,40 kr.

Blandt de mest forslåede C20-aktier var også cementkoncernen FLSmidth, der dalede med knap 4 pct. til 284,30 kr.

"FLSmidth er et af de selskaber, der er ramt af Kina," vurderer Martin Munk.

Også Carlsberg måtte torsdag igen drikke gravøl og sluge et fald på 3,4 pct. til 517,50 kr., efter at aktien vendte bunden i vejret med et dyk på 9,2 pct. onsdag. Bryggeriet har nedjusteret, og det har fået en lang stribe børshuse til at se dybt i flasken for bryggeriets udsigter.

Credit Suisse har sænket anbefalingen til "neutral" fra ”outperform” og skåret kursmålet til 590 kr. fra 680 kr. Endnu hårdere er vurderingen i Société Générale, der har ændret til "sælg" fra "hold" og trukket kursmålet ned i 475 kr. fra 650 kr. Nomura og Barclays har begge sænket kursmålet for Carlsberg til 540 kr. fra 590 kr. Carnegie har sænket kursmålet for Carlsberg-aktien til 625 kr. fra 680 kr. Og endelig har Alm. Brand Markets sænket kursmålet med 50 kr. til 500 kr.

GN Store Nord, der har fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" af Jefferies, faldt med 2,6 pct. til 123,10 kr.

Uden for C20 var der torsdag et dusin regnskabsaktuelle selskaber, og de havde en mere blandet dag på børsen end de danske eliteaktier.

DFDS sejlede et flot regnskab i havn med fremgang i andet kvartal, hvor det blev til et resultat før skat på 319 mio. kr. mod 231 mio. kr. året før. Samtidig opjusteres forventningerne til driftsresultatet, EBITDA, med 150 mio. kr. til 1800-1900 mio. kr., ligesom ledelsen varsler halvårlige udbytter. Rederiaktien fik en gevinst på 6,5 pct. til 1005 kr.

NKT steg med 3,1 pct. til 400 kr. ovenpå et regnskab, der viste, at den organiske vækst nu ventes at blive på omkring 3 pct. mod tidligere op til 3 pct. Til gengæld droppes forventningen om en stigning i EBITDA-marginen på op til 1 pct.point til fordel for en mere afdæmpet forventning om en stigning på omkring 0,5 pct.point opgjort i standardmetalpriser. Sidste år var marginen på 9,6 pct. Alm. Brand Markets har fortsat et godt øje til NKT-aktien og løftede kursmålet til 490 kr. fra 450 kr. i kølvandet

Alm. Brands egen aktie havde en mindre god dag på børsen. Bank- og forsikringsselskabet opjusterede forventningerne trods et skuffende kvartalsregnskab, og selskabets aktie dalede med 5,7 pct. til 41,40 kr.

Det var også blevet hverdag for Lundbeck-aktien, efter at medicinalaktien onsdag steg med hele 19 pct., efter at selskabets topchef, Kåre Schultz, annoncerede en massiv spareplan. Torsdag faldt Lundbeck med 2 pct. til 197 kr.

Rederiet Mols-Linien, der i øjeblikket er epicentret i en større opkøbskamp, har takket være flere biler og passagerer på færgerne haft stor fremgang i indtjeningen i første halvår, hvor der for første gang i flere år er sorte tal på bundlinjen. Rederi-aktien faldt med 1,4 pct. til 43,40 kr.

Columbus IT fremlagde et regnskabog venter for 2015 fortsat en omsætning i niveauet 1030 mio. kr. samt et driftsresultat, EBITDA, i niveauet 94 mio. kr. Colombus-aktien sænkedes med 3,8 pct. til 5,10 kr.

Flytteforretningen Santa Fe Group har efter sit andet kvartal justeret forventningerne til helåret og venter nu en højere omsætning, men et lavere driftsresultat. Santa Fe Groups aktie dalede med 9 pct. til 50,50 kr.

Entreprenørkoncernen MT Højgaard har de seneste år været igennem en omfattende turnaround, og det viser sig på driften i andet kvartal, hvor der er stor fremgang. Aktier i de to ejerselskaber, Monberg & Thorsen og Højgaard Holdning, faldt med henholdsvis 2,7 pct. 400 kr. og 0,3 pct. til 367 kr.

Frasolgte ejendomme tynger omsætningen i Sanistål, der i andet kvartal kom ud med omsætning på 1005 mio. kr. mod 1076 mio. kr. i samme periode sidste år. Grossistkædens aktie reagerede med et fald på 3,1 pct. til 62 kr.

Indtægterne vokser og nedskrivningerne falder hos Lån og Spar Bank, men bankens overskud i andet kvartal af 2015 er ramt af negative kursreguleringer. Bank-aktien dalede med 2,4 pct. til 405 kr.

Og slutteligt har det fynske plastselskab SP Group efter et stærkt andet kvartal opjusteret sine forventninger til helåret 2015, hvor der nu både ventes en højere omsætning samt et større resultat før skat og minoriteter. SP Group-aktien løftedes med 5,4 pct. til 334 kr.

Et opkøb i Sydamerika, gode resultater på det nordamerikanske marked og valutakursgevinster har sikret emballageproducenten Brdr. Hartmann pæn fremgang i resultaterne i andet kvartal. Emballageproducentens aktie faldt med 1,2 pct. til 243 kr.

Også værd at bemærke var, at Danske Bank Markets har hævet anbefalingen for Topdanmark-aktien til "hold" fra "sælg" efter onsdagens regnskab. Forsikringsselskabets aktie reagerede med en stigning på 1,2 pct. til 190,2 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis