ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Vestas duks i positivt C20

Vestas ligger fredag over middag med pæn fremgang efter en større amerikansk vindmølleordre. Vindmølleproducenten leder C20-stigningen på 0,3 pct. til 452,65, mens de tre store europæiske aktiemarkeder løftes 0,4-0,9 pct.

Blandt sidepapirerne stiger det pressede flyselskab Cimber Sterling, efter historier om at selskabet forhandler med potentielle købere.

Vestas ligger 2,5 pct. højere i kurs 149,2. Vindmølleproducenten har sikret sig en større ordre i den amerikanske delstat Californien. Ordren er på samlet 219 MW bestående af 73 V90.3.0 MW-møller. Vestas skal samtidig stå for idriftsættelse og vedligeholdelse i fem år af samlet 300 MW, da der også inkluderes en tidligere ordre på 81 MW.

Pandora taber 3,1 pct. til kurs 167,7, og aktien har nu tabt over 30 pct. siden onsdag før regnskabet i sidste uge.

A.P. Møller - Mærsk ligger 0,7 pct. højere i kurs 49.720. Det japanske rederi Nippon Yusen vil fremover gå efter kortere kontrakter, når rederiet chartrer containerskibe, skriver Bloomberg News.

Carlsberg ligger uændret i kurs 596,5. Det italienske børshus Equita Sim har indledt dækning af Carlsberg med anbefalingen "sælg", mens kursmålet sættes til 480 kr. Yderligere har Carlsberg købt en større andel af sit indiske datterselskab, der tidligere har været på srilankanske hænder.

Ifølge netmediet Lanka Business Online drejer det sig om en aktiepost til en værdi på omkring 250 mio. kr., som Carlsberg har købt.

Novozymes falder 0,1 pct. til kurs 869. Anbefalingen af aktien i Novozymes er fredag blevet sænket til "hold" fra tidligere "køb" af analytikerne i finanshuset DNB Nor. Kursmålet er fortsat 880 kr. pr. aktie.

Rockwool taber 1,2 pct. til kurs 623. På trods af stigende omsætning er Handelsbanken ikke blevet markant mere positiv over for aktien i Rockwool. Marginpres ødelægger billedet, og Handelsbanken fastholder anbefalingen "reducer" i en analyse fra onsdag. Handelsbanken ser ingen sandsynlighed for en opjustering i den nærmeste fremtid og sænker sin kursanbefaling fra 620 kr. pr. aktie til 615 kr. pr. aktie.

Auriga ligger uændret i kurs 93,5. SEB Enskilda hæver sin anbefaling af aktien i Auriga til "køb" fra "hold" oven på regnskabet for første kvartal, der overgik bankens forventninger. Samtidig øges kursmålet til 107. Nordea mener også, at Aurigas aktie er værd at gå efter.

Bavarian Nordic kan fredag glæde sig over en fuldtegnet fortegningsemission og et bruttoprovenu på 653 mio. kr., der sikrer, at selskabet selv kan udvikle prostatavaccinen Prostvac. Ledelsen er glad for resultatet. Bavarian Nordic taber 2,7 til kurs 73.

Cimber Sterling løftes 54,5 pct. til kurs 2,24. Aktien i Cimber Sterling eksploderer fredag, efter dagbladet Børsen på forsiden fortæller, at en ukrainsk milliardær er ved at købe selskabet. Der foregår forhandlinger, men ingen aftale er indgået, siger selskabet.

SAS ligger uændret i kurs 16. Lavprisselskabet Norwegian har indkøbt tre ekstra langdistancefly af typen 787-8 Dreamliner. Det er alt andet end godt nyt for SAS, vurderer Sydbanks senioranalytiker Jacob Pedersen.

/Ritzau Finans/

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis