ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Vestas drøner frem

Når den amerikanske præsident, Barack Obama, blæser til kamp for grøn omstilling af energien, så bæres de positive vinde hele turen over Atlanterhavet og manifesterer sig som kursstigning i Vestas' vindmølle-aktie, der onsdag middag ligger øverst blandt eliteaktierne i C20 Cap-indekset.

Aktien stiger markante 7,3 pct. til 77,65 kr., efter at Obama tirsdag aften formulerede sit ønske om at fordoble brugen af sol- og vindenergi frem mod 2020.

"Jeg vil gerne rose præsidenten for at fremlægge en handlingsplan, der adresserer klimaforandringerne," siger Vestas-chefen Ditlev Engel i en kommentar til Obamas udtalelser.

Intentionerne støtter også Novozymes, der lever af bl.a. at producerer enzymer til biobrændsels-industrien.

Om end knapt så voldsomt som for Vestas. Men også her møder Obamas visioner anerkendelse ifølge Adam Monroe, der er direktør for Novozymes i Nordamerika.

"Vi er klar til at besvare præsident Obamas opfordring til at bekæmpe klimaændringerne - bioteknologi gør allerede sin del," siger Adam Monroe.

Enzym-aktien stiger 0,5 pct. til 185,90 kr.

Plusser over hele linjen

Men også generelt tegner der sig et positivt billede for de danske aktier onsdag middag. Det toneangivende C20 Cap-indeks ligger i 549,51 eller 1,0 pct. højere i forhold til lukkeniveauet tirsdag.

Indekset åbnede onsdagens handel i 544,99, og udviklingen spejler stigningerne på de øvrige europiske markeder, hvor de toneangivende indeks i London, Paris og Frankfurt løftes 0,9-1,4 pct.

Og den bygger videre på nattens stigning i USA, hvor aktierne fik støtte fra positivt overraskende nøgletal tirsdag eftermiddag for bl.a. boligsalget og forbrugertilliden.

"Det er generelt en god dag over det meste af aktiemarkedet. Også i USA, hvor vi så faldende renter, og det gav sammen med positive nøgletal anledning til optimisme. Det er i høj grad det, der trækker de danske og de europæiske aktier op," kommenterer kapitalforvalter i Formuepleje Otte Friederichsen over for Ritzau Finans.

Pandora med fremme

I eliteindekset ligger alle aktier med stigninger. Bortset fra Carlsberg der falder 0,8 pct. til 516,50 kr. uden specifikke nyheder om bryggerikoncernen.

Næstøverst i indekset ligger Pandora, og for den akties vedkommende hæfter Otto Friederichsen sig ved faldet i råvarepriserne over det seneste kvartal.

"Det giver Pandora mulighed for at forhandle nogle gode kontrakter hjem og reducere sin omkostningsbase," påpeger han.

Pandora-aktien stiger 3,3 pct. til 184,70 kr.

FLSmidth er også fortsat med i toppen med en kursstigning på 1,7 til 265,70 kr. Og det er fortsat uden konkrete nyheder.

Men Otto Friederichsen henviser til den udbredte opfattelse, at aktien begunstiges af øget tillid og stabilitet i markedet - især i det kinesiske og i "Emergin Markets" lige så markant som entreprenøraktien straffes, når stemningen vender den modsatte vej.

Også Nordea nyder godt af ro og stabilitet. Både generelt og konkret, efter at dønningerne efter den svenske stats frasalg af 260 mio. Nordea-aktier har lagt sig. Og det er anledning til , at bankaktien på har haft nogle fremgangsrige dage - onsdag med et løft på 2,3 pct. til 63,50 kr., mener Otto Friederichsen.    

Uden for C20-indekset har Boconcept aflagt årsregnskab. I regnskabet udtrykker Boconcept forventninger om en vækst i omsætningen i regnskabsåret 2013/2014 på 4 pct.

Og overskudsgraden (EBIT-pct.) ventes at stige til ca. 2,5-3,0 pct. mod 1,9 pct. i regnskabsåret 12/13. I det netop afsluttede regnskabsår steg omsætningen svagt til 1026 mio. kr. fra 1022 mio. kr., mens nettooverskuddet blev mere end halveret til 11,3 mio. kr. fra 25,6 mio. kr.

Aktien stiger 1 pct. til 94,00 kr. 

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis