ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Tryg og Novo trak stor C20-optur

Det danske aktiemarked steg markant torsdag primært trukket af et par gode/fornuftige regnskaber fra Tryg og Novo og hjulpet af varme anbefalinger Coloplast.

Det var den primære forklaring på, at danske aktier gik deres egne veje i forhold til de europæiske kolleger, der ved dansk lukketid generelt lå knap 0,4 pct. højere for de tre store indeks. Underliggende er der fortsat usikkerhed primært fra emerging markets.

Det vurderede afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen over for Ritzau Finans.

C20 Cap-indekset lukkede torsdag 2 pct. højere i indeks 703,98.

Forsikringskoncernen Tryg overraskede markedet med et forsikringsresultat, der var næsten dobbelt så godt som ventet i markedet.

Trygs nettooverskud steg i fjerde kvartal til 565 mio. kr. fra 404 mio. kr. i samme periode året før, mens analytikerne ifølge et medianestimat indsamlet SME Direkt for Ritzau Finans havde ventet et fald til 343 mio. kr.

Det forsikringstekniske resultat udgjorde 546 mio. kr. - langt over konsensus om 254 mio. kr., som var påvirket af den ventede effekt af efterårets storme.

Tryg lukkede 6,1 pct. højere i 525 kr.

Investorerne havde i den indledende handel svært ved at finde ud af, hvordan regnskabet fra Novo, der blev leveret før børstid, skulle tolkes.

"Samlet set var resultatet for 2013 lidt skuffende, mens forventningerne til 2014 og blandt andet udviklingen i Victoza så rigtig godt ud," vurderer Ole Kjær

Novo-aktien endte 3,4 pct. højere i 211,30 kr.

Øverst i indekset lå Coloplast og solede sig i rekord på varme anbefalinger og hede kommentarer fra flere analysehuse i kølvandet på onsdagens regnskab. Det sendte aktien helt i top med en stigning på 7,4 pct. i 417,10 kr., som er lukkekursrekord for aktien.

Vestas havde også en god torsdag. Vindmølleaktien steg 5,5 pct. til 184,30 kr.

"Den er med til at trække op torsdag, men det kan gå den anden vej i morgen. Den er meget volatil," lyder det fra Sydbank-chefen.

I bunden lå Carlsberg tynget af den senere tids valutamodvind ikke mindst fra rublen, der trods alt stabiliserer sig torsdag efter fem dage med fald. Carlsberg faldt 0,4 pct. til 544 kr.

FLSmidth blev ramt af skidt konkurrentnyt. Svenske Atlas Copcos regnskab for fjerde kvartal var langt fra en fest. Og endnu mindre var der at fejre, hvis man nærstuderede tallene for den division, der konkurrerer med danske FLSmidth - "Mining and Rock Excavasion".

Skeler man til den faldt omsætningen i fjerde kvartal faldt år til år med 21 pct. til 6709 mio. skr. Det er ikke gået let ud over driftsresultatet, der er styrtet med 41 pct. til 1190 mio. skr.

FLSmidth satte sig på den baggrund 0,2 pct. til 294,30.

Blandt sidepapirerne steg Topotarget 6,4 pct. til 3,14 kr. efter et årsregnskab, der viste en vækst i omsætningen til 8,2 mio. kr. fra 2,4 mio. kr. Bundlinjen var negativ med 35 mio. kr. - dog bedre en underskuddet på 80 mio. kr. regnskabsåret før.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis