ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Tæt på neutral start

Blide positive vinde blæste ind over det danske aktiemarked tirsdag ved åbningen, men efter en halv times handel var de forsvundet som dug for forårssolen. Den moderate positive tendens blev vekslet til et beskedent fald.

Det danske eliteindeks, C20 Cap, åbnede som ventet positivt, men ligger efter en halv times handel lige under uændret i indeks 566,86, efter at det mandag steg 0,6 pct.

Der er fokus på Carlsberg, der blev løftet mandag af BofA og tirsdag af Nomura. Carlsberg stiger 0,3 pct. til 562,0 kr.
Det japanske finanshus Nomura løfter tirsdag sit kursmål for Carlsberg-aktien til 720 kr. fra tidligere 660 kr. Anbefalingen fastholdes samtidig på "køb".

BofA vurderede mandag, at Carlsberg meget vel kan have klaret sig bedre end sektoren generelt i første kvartal på trods af en svag aktieudvikling, og derfor vurderes det, at nu er et godt tidspunkt at gå ind i aktien.

"Carlsberg har underperformet bryggerierne med 17 pct. år til dato, primært på grund af den umiddelbare svaghed på det russiske ølmarked. Vi tror dog, at Carlsberg outperformer et blødt marked i første kvartal, og derfor vurderer vi, at det er attraktivt at gå ind i aktien nu," skriver banken i en analyse fra mandag.

Anbefalingen "køb" af Carlsberg-aktien fastholdes, mens kursmålet lyder på 680 kr. Carlsberg præsenterer regnskab for første kvartal 7. maj.

Den positive opmærksomhed, som tilfaldt Vestas mandag, er væk tirsdag. Aktien falder 0,5 pct. til 44,98 kr. efter en stigning mandag på knap 8 pct.   

Mandag offentliggjorde vindmølleproducenten en stor ordre. Varmen fra den realiserede ordre på 299 megawatt til Canada er stadig til at tage og føle på.

Finansaktierne var i fokus på Wall Street mandag, og det smitter af i København. Danske Bank stiger 0,5 pct. til 103,7 kr. ABG Sundal Collier har hævet sin anbefaling af Danske Banks aktie til ”hold” fra ”sælg”. Kursmålet er 110 kr. Nordea stiger 1 pct. til 65,30 kr. - den største stigning i C20 tirsdag morgren.

Kurserne på de to storbanker er upåvirkede af en avisartikel i Jyllands-Posten, der fortæller, at de to storbanker taber kunder efter deres filiallukninger.  

Anbefalingerne af høreapparatselskaberne vælter ind efter høreapparatkongressen i USA. De to danske børsnoterede selskaber, Wiliam Demant Holding og GN Store Nord får lidt negativ opmærksomhed fra det.

William Demant får sænket anbefalingen til ”undervægt” fra ”neutral” af HSBC. Kursmålet er desuden sænket til 470 kr. fra 510 kr. Aktien handler i 477,20 kr. efter et fald på 0,8 pct. GN Store Nord ligger 0,2 pct. lavere i 108,10 kr. De to aktier danner bundpropper i C20-indekset. Analytikerne i det svenske finanshus SEB Enskilda har løftet kursmålet for GN med 6 kr. til 110 kr. Anbefalingen er stadig ”hold”.

De første skridt i Brøndby IF's kapitaludvidelse er taget. Tegningsretterne er dog kun handlet ganske lidt til 32 øre for retten til at købe en Brøndby-aktie til 2 kr. ved emissionen.

Det maksimale beløb, der kan tegnes under emissionen, vil give selskabet 146,9 mio. kr. Kapitalforhøjelsen vil kun blive gennemført, hvis der opnås en provenu på minimum 60 mio. kr. Brøndby-aktien handler i 7 kr., hvilket er over det dobbelte af den justerede slutkurs mandag eksklusive ret til tegningsretter på 2,65 kr.

SAS kan komme i fokus, da der kommer trafiktal for marts kl. 11.00. SAS-aktien handler inden tallene i 11,2 kr. efter et fald på 0,9 pct. mandag. Sydbank venter stort set uændret trafikvækst (RPK) og en lidt lavere belægning.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis