ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Stilstand før vigtige nøgletal fra USA

Med udsigt til en lang stribe af interessante nøgletal fra USA senere på dagen og eventuelt nyt fra Cypern har investorerne torsdag morgen ikke mod på at sende aktiemarkedet ud i større udsving. Langt hovedparten af de største, danske aktier holder sig inden for kursudsving på plus/minus 0,5 pct.

C20 Cap ligger efter godt 10 minutters handel marginalt højere i 581,65, og det er helt som forudset.

"Der er lagt op til en flad til lidt lavere åbning på børserne i Europa med udsigt til en forholdsvis tung dag på nøgletalsfronten og generalforsamling i flere, danske selskaber. Der er blandt andet generalforsamling i Carlsberg, NKT, DSV og Vestas, og nok i særdeles Vestas' generalforsamling vil formentlig påkalde sig en del opmærksomhed," sagde Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank, før åbningen til Ritzau Finans.

"Ellers bliver markedet nok lidt afventede frem mod nøgletallene," sagde Ole Kjær Jensen med henvisning til en eftermiddag med amerikanske tal for nytilmeldte ledige, boligsalg og erhvervstillid fra Philly Fed.

TDC i top

TDC topper C20 Cap med en stigning på 0,8 pct. til 45,97 kr. - tilsyneladende uden bagvedliggende nyt, mens Pandora ligger i bunden af eliteindekset med et fald på 1,7 pct., eller 2,6 kr., til 152,6 kr. Korrigerer man for et fragået udbytte i aktien på 5,5 kr., ville Pandora havde ligget i den modsatte ende af indekset.

Det samme gælder i øvrigt medicinalkoncernen Novo Nordisk, der falder 1,2 pct., eller 11,5 kr., til 940 kr. efter et fragået udbytte på 18 kr.

Jyllands-Postens skriver, at Vestas kun har hentet ordrer for 242 MW siden nytår mod 915 MW i den tilsvarende periode i 2011.

Sydbank kalder i avisen ordreindgangen for ”tæt på en katastrofe”. Samtidig afholder Vestas generalforsamling, hvor aktionærerne ventes at stille kritiske spørgsmål til ledelsen i Vestas stiger dog 0,4 pct. til 47,10 kr.

A.P. Møller - Mærsk, der er åbnet 0,3 pct. højere i 46.840 kr. målt på B-aktien, har fået hævet sit kursmål af analytikerne i Berenberg til 60.000 fra tidligere 57.000 kr.

Vigtigere er det nok, at Berenberg ser ”betydeligt rum for upside” i Maersk Line i forhold til bankens nuværende estimater. Trækker Eurozonen sig selv ud af recession i 2013, bør bundlinjen stige markant, lyder vurderingen i den tyske bank.

Flügger, der falder 3,9 pct. til 336,5 kr., kom onsdag eftermiddag med tal for tredje kvartal 2012/13. Salget var hårdt ramt i kvartalet, og det sendte resultatet til et minus på 41 mio. kr. Malingproducenten venter dog fortsat et driftsresultat for hele året på 80-100 mio. kr. og en omsætning på 1850 mio. kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis