ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Stille dag med lille plus

Fredag er som dagene har været flest i denne uge og næste uge tegner ligeså: Stille og roligt med et samlet aktiemarked lidt op eller lidt ned.

Det danske aktiemarked ligger fredag stort set uændret ved middagstid. C20 ligger omkring indeks 450.

"Det er en stille dag uden væsentlige nyheder og næste uge tegner også sådan," vurderer chefrådgiver i Nordea Claus Paaske Larsen over for Ritzau Finans.

Tre udbyttebetalende C20-medlemmer, Nordea, Carlsberg og GN Store Nord holder C20 i ave. Nordea betaler 2 kr. i udbytte og falder 1,75 kr. til 50,90.

Aktien er agterlanterne i indekset. Carlsberg ligger i midten af indekset og stiger 1 kr. trods en udbyttefragang på 5,5 kr. GN Store Nord udbetaler 27 øre i udbytte og falder 20 øre til 58,30 kr.

Tryg, A.P. Møller-Mærsk og Vestas er højdespringere fredag middag uden dugfriske selskabsspecifikke nyheder.

Maersk Line annoncerede torsdag et midlertidig stop for booking af transporter fra Nordeuropa til Asien på grund af ophobning af containere med varer til Asien.

Et par opjustering fra internationale finanshuse torsdag sender aktien op også fredag. A-aktien ligger i top i C20 med en stigning på knap 2 pct. til 41.920 kr. B-aktien ligger i 43.960 kr.

Danske Banks analytikere vurderer, at Trygs aktier i den kommende tid vil blive dyrere, da forsikringsselskabet ikke længere skal handles med rabat i forhold til konkurrenterne. Af samme årsag hæver de anbefalingen på Tryg til "køb", hvor den tidligere hed "hold". Tryg stiger 1,7 pct. til 318,40 kr.

Vestas ligger med en stigning på 1,7 pct. også i toppen.

Coloplast har fået hævet kursmålet til 1000 fra 920 hos SEB Enskilda, hvilket dog fortsat kun rækker til en "hold"-anbefaling. Aktien stiger 0,4 pct. til kurs 938.

Der har været et par regnskaber i sidepapirerne. Sanistål falder på den konto med 6,3 pct. til 66 kr.

Sanistål kom ud af 2011 med et resultat af primær drift før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 165,3 mio. kr. Resultatet ligger over selskabets seneste forventninger på 125-155 mio. kr. og er en forbedring fra 2010, hvor driftsresultatet blev på 110,5 mio. kr. Sanistål regner med at komme ud af 2012 med et overskud af primær drift (EBIT) inklusive effekten af eksproprieringen af selskabets ejendom i Silkeborg på mellem 135 og 165 mio. kr.

It-selskabet Trifork stiger 5 pct. til 19,80 kr. efter sit regnskab. Omsætningen steg til 174,5 mio. kr. og viste dermed mere end 20 pct.s vækst . Målet om 180 mio. kr. blev dog ikke helt indfriet. Til gengæld levede driftsresultatet, EBITDA, fint op til forventningerne med en stigning til 28,1 mio. kr. fra 20,1 mio. kr. Trifork havde selv meldt en forventning om 28 mio. kr. ud.

I eftermiddag kan markedet se frem til regnskaber fra Brøndby IF, Rella Holding og Smallcap Danmark.

Ritzau Finans

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis