ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: SAS stjal rampelyset fra Cimber

Dagens børshandel i København endte med at sikre den fjerde dag i træk med fremgang. Det så ellers længe skidt ud.

C20 endte med et plus på 0,7 pct. i indeks 404,31. Eliteaktierne er dermed steget over 5 pct. på fire dage og har givet juli en god start.

Ved middagstid var nedturen for C20-aktierne over 1 pct., men en uventet, positiv børsåbning sendte ud på eftermiddagen C20 sikkert op på den rigtige side af stregen.

Fart på bankerne

D/S Norden er i den lave aktiehandel ramt af udsving, der dagligt sender aktien enten i top eller i bund af C20. I dag er det bunden med et kurstab på 2,6 pct.

Banksektoren klarede sig bedst med en fremgang til Nordea på 2,5 pct. Også Sydbank og Danske Bank steg mere end 2 pct. Billedet er det samme i hele Europa, som fortsat venter på nyt fra de overståede stress-tests af bankerne.

Ingen panik over udsving

Chefhandler Mads Zink fra Danske Bank mener ikke, at man som investorer skal lægge alt for meget i, at markedet kører op og ned.

"Det opfører sig som et lidt underligt sommerferiemarked, der kører frem og tilbage på forskellige småting. Men vi venter på ECB-mødet torsdag, og det er det, der er temaet i markedet lige nu," siger han til nyhedsbureauet Direkt.

SAS-aktien faldt 0,5 pct. efter at have været nede med 3,4 pct. - godt hjulpet af den generelle optur sidst på handelsdagen. Tirsdag var det lavprisselskabet Cimber Sterling, der stjal opmærksomheden med sin tredje nedjustering siden december sidste år. I dag var det SAS' tur.

SAS sakker bagud

Under overskriften "Markedsvæksten går SAS forbi" uddyber senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank sin skuffelse over dagens trafiktal fra Skandinaviens største flyselskab.

Han havde ventet en vækst i trafikken på 6 pct., men SAS kunne blot præstere en fremgang på 0,4 pct. i juni.

"Trafiktallene er væsentligt svagere, end vi forventede – især set i lyset af positive meldinger om en stærk markedsudvikling og konkurrenternes høj trafikvækst i juni," skriver Jacob Pedersen og beholder sin undervægt-anbefaling på SAS.

En profitabel fisk

Se desuden denne uges aktietip på Børsen tv, hvor seniorrådgiver Nils Lundsby fra Nordea har en interessant fisk på krogen.

Borsen.dk er gået ind i sin sommerperiode. Det betyder, at den amerikanske børslukning først bliver beskrevet morgenen efter og ikke klokken 22, som vi plejer.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis