ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Rutsjebanetur til Pandora i rødt C20

Pandora får mandag en tur i rutsjebanen. Smykkeproducenten er uden nyheder gået fra et solidt minus til solidt plus og så tilbage i et solidt minus.

Vestas er også presset efter negative forventninger til vindmøllemarkedet hos finanshuset ING. C20-indekset ligger mandag over middag 0,9 pct. lavere i 419,34, mens de tre store europæiske aktiemarkeder falder 0,7-1,1 pct.

Pandora falder 3,1 pct. til 150,7. Smykkeproducenten er fortsat i investorernes søgelys efter fredagens markante stigning og efter en turbulent mandag.

Lavere forventninger

Vestas ligger 2,8 pct. lavere i kurs 133,7. Vestas har fået en fast og ubetinget ordre på 78 MW omfattende 30 stk. af selskabets nye V100-2,6 MW-mølle. Ordregiver er svenske Sjisjka Vind AB, der skal bruge møller til et projekt ved Gällivare i Sverige.

Vestas får til gengæld negativt nyt fra ING, som sænker forventningerne til vindmarkedet i de kommende tre år, mens udsigterne hæves på længere sigt. Det fremgår af et notat fra banken, hvori salgsanbefalingen af Vestas-aktien fastholdes, men kursmålet for aktien sænkes med en tier til 120 kr.

Rockwool taber 2,0 pct. til kurs 621. Isoleringskoncernen har købt et polsk selskab ved navn Fast, der producerer facade-isoleringssystemer. Selskabet skal blive en spydspids for Rockwools erobring af markedsandele inden for facadeisolering. Fast havde en omsætning på 94 mio. kr. sidste år og beskæftiger 90 ansatte.

Bekymring for bankerne

Danske Bank falder 2,0 pct. til kurs 94,3, og Nordea ligger 1,6 pct. lavere i kurs 54,2. Der er bekymring om, hvorvidt de danske banker kan skaffe kapital på de internationale markeder. Det internationale ratingbureau Fitch Rating tilslutter sig nu bekymringen.

Det er især de små- og mellemstore banker, der får det svært, når de statsgaranterede lån udløber i 2013. Det skriver Børsen.

A.P. Møller - Mærsk falder 1,5 pct. til kurs 43.040. På grund af højsæsonen indfører Maersk Line per 15. juli et ratetillæg på farterne fra Indien til USA, Guam og Canada. Desuden hæves rater og risikotillæg for pirateri fra Indien til Vestafrika, skriver The Journal of Commerce.

Carlsberg stiger 0,4 pct. til kurs 566,5. Prisen på byg-malt, som er en hovedingrediens i øl, er steget på grund af et meget tørt forår i Frankrig og England. Det er med til at gøre, at blandt andet Carlsberg må hæve prisen på øl næste år. Det skriver dagbladet Børsen.

Bavarian Nordic stiger 0,8 pct. til kurs 66. Nordea har genoptaget dækningen af Bavarian Nordic oven på selskabets aktieemission og dertil hørende styrkede kapitalgrundlag. Anbefalingen lyder på "stærkt køb" og kursmålet er sat til 167 kr. per aktie.

TDC ligger mandag over middag 0,9 pct. lavere i kurs 45,2. TDC har indgået en aftale med selskabet Huawei, der skal opbygge TDC's danske og europæiske optiske transportnetværk. Det vil styrke TDC's produkter inden for HD-tv, videokonferencer og spil.

SAS falder 3,1 pct. til kurs 12,7. Flyselskabet ventes at bestille 30 nye fly af typen Airbus A320neo på messen Paris Air Show, der afholdes fra den 20. til den 27. juni. Det skriver det svenske nyhedsbureau Direkt, der referer til Bloomberg News.

/Ritzau Finans/

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis