ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Russiske problemer trækker Carlsberg i rødt

Ruslands fortsatte problemer med at holde kursen på sin olieprisafhængige rubel oppe tvinger torsdag Carlsberg-aktien til bunds i det danske C20-indeks.

Bryggeriaktien lider - lige som Rockwool-aktien - under en svækket rubel, og Carlsberg-aktien falder i den tidlige handel 2,1 pct. til 473,40 kr.

Det danske bryggeri har tidligere oplyst, at en ændring på én rubel per euro medfører en forværring af Carlsbergs driftsoverskud med cirka 100 mio. kr.

Kursfaldet for Carlsberg bidrager til at trække det samlede C20 Cap-indeks over de danske elitaktier ned til 786,26 eller med 0,8 pct. i forhold til mandagens slutniveau. En revanche efter mandagens fald på 1,7 pct. for C20 Cap synes derfor ikke umiddelbart inden for rækkevidde.

Olien tager nye dyk

Kort før handlen åbnede var prisen på en tønde Brent-olie under 60 dollar, hvilket var den laveste pris siden juli 2009. Prisen har dog efterfølgende sneget sig op over 60 dollar til 60,2 dollar. Den falden oliepris belaster rubel, så der tirsdag morgen går 76,6 rubler på en euro mod 80,1 rubler mandag aften.

Den russiske centralbank hævede natten til tirsdag sin rente til 17 pct. fra 10,5 pct. i et forsøg på et forsøg på at dæmme op for den kraftige svækkelse af rubel.

Jesper Bamberger, senior aktierådgiver hos Nordea vurderede inden handelsstart, at PMI-tallene fra eurozonen kan kaste udsving af sig på aktiemarkederne.

"Det er nok noget, der hurtigt kan vende rundt, blandt andet afhængig af, hvad PMI-tallene fra Europa kommer til at vise," siger Jesper Bamberger til Ritzau Finans.

PMI-tallene fra eurozonen offentliggøres klokken 11 tirsdag.

Rusland skaber problemer

Den danske stenuldsproducent Rockwool har omkring 20 pct. af sin omsætning i Rusland, og selskabet er derfor ligesom Carlsberg følsom over for rubelkursen. Indtil nu har Rockwool skævet forsigtigt til det russiske marked og har samtidig haft svært ved at vurdere, hvor hårdt krisen i russisk økonomi ville ramme det danske selskab.

"Hvis den russiske rubel fortsætter med at falde, vil det højst sandsynligt også ramme os," sagde Gilles Maria, Rockwools finansdirektør, til Ritzau Finans på selskabets kapitalmarkedsdag 26. november. Den dag gik der 58,8 rubler på en euro.

Rockwools B-aktie falder tirsdag 2,7 pct. til 680 kr.

Pandora har fået løftet sit kursmål hos HSBC. Nu mener banken, at smykkevirksomhedens aktie skal op at ramme 625 kr. Det tidligere kursmål hed 540 kr.

Anbefalingen fastholdes på ”overvægt”. Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Alm. Brand Markets vurderer dog, at Pandoras stigende aktiviteter i det russiske kan blive et problem for smykkekoncernen fremadrettet.

Smykkeaktien handles tirsdag 1,5 pct. lavere til 496,6 kr. og skraber dermed bunden på C20 Cap.

Kan Genmab holde tempoet?

Genmab har fået løftet kursmålet af finanshuset Jefferies til 430 kr. fra tidligere 300 kr. Det er det højeste kursmål fastsat af de analytikere, som ifølge Bloomberg News dækker aktien. Anbefalingen hos Jefferies er uændret ”køb”.

Ifølge Bloomberg dækker 12 finanshuse aktien. Ni anbefaler ”køb”, en ”hold” og to ”sælg”.

Genmab-aktien stiger tirsdag 0,9 pct. til 340,5 kr., hvilket er den største stigning på eliteindekset.

Nordea kan glæde sig over, at analytikerne hos Swedbank er optimistiske på Nordeas vegne. Swedbank har nemlig hævet anbefalingen til "køb" fra tidligere "neutral".

Nordea stiger tirsdag 0,3 pct. til 70,6 kr.

Københavns Lufthavn planlægger udvidelse af landingsbanen, så lufthavnen kan modtage verdens største fly, Airbus A380, som har plads til flere end 500 passagerer. Langt de fleste af konkurrenterne har nemlig allerede plads til det kæmpemæssige fly. Flyselskaberne ser positivt på de nye muligheder, skriver Jyllands-Posten.

Københavns Lufthavne-aktien er åbnet uændret til 2970 kr.

Ritzau Finans

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis