ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Rolig åbning med afventende investorer

Meget tyder på, at de danske aktier vil hoppe lidt på stedet fra morgenstunden fredag, mens investorerne afventer den amerikanske jobrapport, der offentliggøres i løbet af eftermiddagen.

Rapporten er meget imødeset for tiden, fordi den kan være en retningspil for, hvornår den amerikanske centralbank næste gang hæver renten.

Torsdag havde de amerikanske aktier en god dag på børsen, og der var fremgang i de tre toneangivende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones på mellem 0,3 pct. og 0,4 pct. På de asiatiske aktiemarkeder er der også positive takter fredag morgen, hvor der ses stigninger på mellem 0,2 pct. og 0,7 pct.

De amerikanske futures ligger stor set uændrede fra morgenstunden, og det indikerer en neutral og afventende åbning Danmark. Tyske DAX-future åbner desuden med en stigning på 0,4 pct. Det tyder på, at pilen kan komme til at pege en smule op herhjemme, efter at det danske C20 Cap-indeks torsdag lukkede med et dyk på 0,5 pct. i indeks 1049,46.

Vestas' kursmål løftes

Vestas kan tiltrække sig opmærksomhed ved børsåbningen efter en positiv analytikerjustering fra finanshuset Barclay, der løfter kursmålet for selskabet aktie til 570 kr. fra 550. kr. Anbefalingen er fortsat "overvægt", skriver nyhedsbureauet Reuters. Torsdag lukkede aktien 0,3 pct. lavere i 473,10 kr.

DNB har omvendt kastet et mere negativt blik på Coloplast. Ifølge Bloomberg News sænker finanshuset anbefalingen til "hold" fra "køb" og skærer samtidig kursmålet til 550 kr. fra 580 kr. Coloplast-aktien faldt 1 pct. torsdag til 498,50 kr.

Der er meldinger om, at Lundbeck kandiderer til et comeback i C20-indekset i forbindelse med junirevisionen i indekset. Det kan eventuelt ske på bekostning af Tryg eller FLSmidth.

Torsdag faldt Lundbeck-aktien 0,3 pct. til 260,10 kr., FLSmidth steg 1,4 pct. til 241 kr., mens Tryg gik 0,9 pct. tilbage til 129,20 kr.

Jyllands-Posten Erhverv beretter desuden om, at regnskabstallene for 2014 for Carlsberg UK er blevet offentliggjort med otte måneders forsinkelse. Tallene viser, hvorfor Carlsberg var nødt til at nedskrive og omstrukturere den britiske forretning for 600 mio. kr. Carlsberg lukkede uændret torsdag i 645,50 kr.

Flere købstilbud

Uden for eliteindekset vil to købstilbud tiltrække sig opmærksomhed fredag.

Torsdag udløb købstilbuddet fra hollandske Qiagen på Exiqon, og i dag forventes resultatet at blive offentliggjort. Qiagen har budt 18 kr. per aktie i selskabet, og hollænderne har betinget at få accepter fra aktionærer, der ejer mindst 90 pct. af den samlede aktiekapital i selskabet. En gruppe småaktionærer er dog ikke tilfredse med tilbuddet, og gennem hjemmesiden Exiqongruppen.dk forsøger de at presse Qiagen op i pris. Købstilbuddet udløb i første omgang 18. maj, men blev dengang forlænget, da kun 81,37 pct. af aktionærerne havde accepteret det. Aktien lukkede uændret i 17,70 kr. torsdag.

Boconcept offentliggjorde torsdag, at kapitalfonden 3i via selskabet Layout Bidco tilbyder at købe møbelkæden af børsen. Fonden har lagt et bud på 500 kr. per B-aktie. Layout Bidco har opnået forhåndstilsagn svarende til 67,5 pct. af den samlede kapital og 81,5 pct. af stemmerettighederne i møbelvirksomheden. Boconcept kom desuden også med foreløbige regnskabstal for fjerde kvartal torsdag, og det viste en vækst i det sammenlignelige salg på 12,9 pct. Torsdag sendte investorerne aktien op med 10,3 pct. til 496 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis