ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Regnskaber sætter dagsordenen i dag

Regnskaber fra nogle af de tunge drenge i klassen vil være med til at sætte retningen på det danske aktiemarked tirsdag, hvor både Tryg og DSV fra førsteholdet har rapporteret om udviklingen i første kvartal, mens Coloplast følger trop med tal fra sit andet kvartal senere på dagen.

Dertil kommer en række udenlandske regnskaber, som fortsat tikker ind i en lind strøm og er med til at påvirke de danske aktier.

C20 Cap-indekset sluttede med et fald på 0,2 pct. til 565,97 mandag, men umiddelbart er retningen opad tirsdag - vurderet ud fra futuremarkedet, der indikerer en stigning på 0,3 pct. fra start.

Forsikringsselskabet Tryg leverede solidt i sit første kvartal og overgik forventningerne over stort set hele linjen. Bruttopræmieindtægterne var ganske vist en spids under det ventede, men med et flot forsikringsteknisk resultat og investeringsresultat på henholdsvis 500 mio. kr. og 269 mio. kr. klarede Tryg sig bedre, end analytikerne havde ventet.

Ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans var der nemlig ventet henholdsvis 425 mio. kr. og 197 mio. kr. på de to poster.

Combined ratio, der sætter forsikringsudgifterne i forhold til præmieindtægterne, landede desuden på 90,3 - noget bedre end analytikernes forventning om 91,5. På bundlinjen leverede Tryg et nettooverskud på 575 mio. kr. mod ventet 499 mio. kr. Desuden glædede Tryg sine aktionærer ved at iværksætte nyt aktietilbagekøbsprogram på 800 mio. kr.

Tryg-aktien faldt med 0,2 pct. til 473 kr. mandag.

DSV's første kvartal var omvendt noget værre end ventet - trukket ned af stagnerende eller faldende transportmængder samt hård konkurrence.

DSV's omsætning blev 10.981 mio. kr. mod ventet 11.105 mio. kr. blandt analytikerne ifølge SME Direkt, mens driftsresultatet (EBITDA) blev 642 mio. kr. mod ventet 708 mio. kr.

På bundlinjen leverede DSV et overskud før skat på 438 mio. kr. mod ventet 501 mio. kr. Selskabet lancerede i samme ombæring nye aktietilbagekøb for 400 mio. kr.

Carlsberg tager desuden fokus efter regnskabsrapportering fra konkurrenten AB Inbev, der kunne melde om et voldsomt volumenfald i Central- og Østeuropa, som er Carlsbergs hovedmarkeder. AB Inbevs volumener faldt med hele 16,4 pct. her i første kvartal mod en ventet tilbagegang på 6 pct. blandt analytikerne ifølge Bloomberg News.

I Vesteuropa faldt volumen desuden med 7 pct. - mere end dobbelt så meget, som analytikerne havde regnet med.

AB Inbevs justerede driftsresultat (EBITDA) landede på 3,43 mia. dollar i første kvartal mod ventet 3,57 mia. dollar, og bundlinjen er, at første kvartal ikke tegner så lyst for Carlsberg på koncernens hovedmarkeder. Carlsberg-aktien lukkede 1,7 pct. lavere i 516 kr. mandag.

Mærsk har også fået nyt fra konkurrenter, idet den japanske rederigruppe Mitsui O.S.K Lines, der blandt andet har tørlast- og containeraktiviteter, har aflagt regnskab for 2012/13. Selskabet venter at vende det afsluttede regnskabsårs underskud til et plus i 2013/14.

Blandt andet venter Mitsui at øge omsætningen inden for containerskibsforretningen med 23,7 pct. til 750 mia. yen, mens segmentresultatet ventes at blive plus 10 mia. yen mod et minus på 11 mia. yen i 2012/13.

Mærsks B-aktie sluttede mandagen 2,8 pct. lavere i 40.680 kr. - blandt andet presset af fortsat faldende fragtrater.

Coloplast leverer sit regnskab for andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2011/12 omkring middagstid, og her venter analytikerne fremgang på både top- og bundlinjen ifølge estimatindsamlingen foretaget af SME Direkt for Ritzau Finans.

Omsætningen ventes således at lande på 2831 mio. kr. mod 2692 mio. kr. i andet kvartal 2011/12, mens nettoresultatet ventes at blive 647 mio. kr. mod 514 mio. kr. i andet kvartal sidste år.

Coloplast-aktien steg med 0,9 pct. til 296,10 kr. mandag.

Blandt sidepapirerne er tirsdag første skæbnedag for fodboldklubben Brøndby IF, der vil fortælle fondsbørsen om resultatet af sin aktieemission.

Allerede mandag var der dog positive toner og optimisme at spore fra klubbens næstformand, Benny Winther, efter et bestyrelsesmøde, og flere medier spekulerer tirsdag i, at målsætningen om at indsamle minimum 60 mio. kr. til den videre drift er lykkes.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis