ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Rederi-aktier i rus efter sejre

Det danske aktiemarked er startet i god form fredag, hvor C20 Cap-indekset stiger med 0,4 pct. til 737,03 efter omkring 15 minutters handel.

Aktiviteten er ellers ikke så stor generelt set, men blandt andre A.P. Møller - Mærsk og DFDS udmærker sig med særligt gode aktiepræstationer efter et par gode nyheder på regulatorisk plan.

A.P. Møller - Mærsk tiltvinger sig fokus, efter at containerrederiet Maersk Line er kommet et skridt tættere på reelt at indgå i den gigantiske P3-alliance. Alliancen med franske CMA-CGM og schweizisk-baserede MSC har fået det grønne stempel fra de amerikanske shippingmyndigheder, og dermed er en vigtig sten fjernet fra vejen. Endnu udestår dog en godkendelse fra de kinesiske myndigheder.

Mærsks B-aktie stiger med 2,4 pct. til 62.400 kr. fra start, mens A-aktien løftes med 2,3 pct. til 59.900 kr., og dermed danner de to lyseblå aktier par i toppen af C20 Cap-indekset.

I en lidt mindre sø sejler DFDS med vigtigt nyt til sine aktionærer, idet de britiske konkurrencemyndigheder, Competition Commission, har afgjort, at de havde jurisdiktion, da de sidste sommer afgjorde, at Eurotunnel skal ophøre med færgedrift på Den Engelske Kanal, idet selskabet allerede driver tunnelen under kanalen, hvorfor færgedriften er konkurrenceforvridende.

Det kan betyde mindre konkurrence til DFDS, der i lang tid har været ramt af hård konkurrence og røde tal på sin færgedrift på Kanalen.

- Vi er meget tilfredse med den foreløbige afgørelse og ser frem til CC's endelige afgørelse, udtaler Niels Smedegaard, administrerende direktør hos DFDS, i en meddelelse.

DFDS-aktien stiger med 5,3 pct. til 460 kr. i den tidlige handel.

ISS kunne torsdag fejre sin første uge på fondsbørsen, efter at serviceselskabet succesfuldt gik på børsen i sidste uge. Fredag kan selskabet glæde sig over at have fået en højere kreditvurdering hos Standard & Poor's, der løfter til "BBB-" fra tidligere "BB". Udsigterne for den nye kreditvurdering er stabile, og dermed er der ikke umiddelbart et hak nedad i vente igen i den nærmeste fremtid.

- Vi er meget tilfredse med opgraderingen fra Standard & Poor's. Den følger vores nylige vellykkede børsnotering samt etableringen af vores nye senior kreditfaciliteter, udtaler ISS' finansdirektør, Heine Dalsgaard, i en meddelelse.

ISS stiger med 0,1 pct. til 179,10 kr. fra start. Kursen er dermed fortsat langt over de 160 kr., som aktierne blev noteret i sidste torsdag.

Carlsberg, Novo Nordisk og Nordea er trykket fra start på grund af fragående udbytte. Der fragår henholdsvis 8 kr., 4,5 kr. og 0,43 euro fra de tre aktier fredag. De tre udgør da også bunden i C20 Cap-indekset som de eneste papirer i rødt.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis