ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Positiv undertone og mindre stigninger i sigte

Der synes at være en positiv undertone på det danske aktiemarked torsdag morgen, hvor mindre stigninger synes at være den mest sandsynlige udvikling.

De amerikanske aktier sluttede med solide plusser onsdag, selv om størstedelen var sket inden dansk lukketid, men de positive toner er fortsat i Asien torsdag morgen.

C20 Cap-indekset sluttede onsdag med en stigning på 1,0 pct. til 1168,15 i et internationalt stærkt positivt marked.

De positive træk fortsætter torsdag morgen, hvor stemningen i Asien læner sig op ad stigningerne i USA, mens der er yderligere medvind til de asiatiske aktiemarkeder fra positive kinesiske handelstal.

De amerikanske futures fortsætter de positive tendenser med stigninger i S&P-futuren på 0,1 pct. og i Nasdaq-futuren på 0,2 pct. Den tyske Dax-future stiger samtidig godt 0,1 pct.

Baggrunden skal findes i den amerikanske centralbanks topchef, Janet Yellen, der viste sig mere afdæmpet i forhold til kommende renteforhøjelser i USA end ventet i onsdagens økonomiske redegørelse over for Kongressen.

B&O-boss har købt aktier

Onsdagens regnskab fra Bang & Olufsen kan sætte selskabet i fornyet fokus. De mismodige resultater blev fulgt til dørs af stærkt optimistiske forventninger, og siden har topchefen, Henrik Clausen, købt aktier for knap 0,9 mio. kr. i selskabet. Aktien faldt onsdag 5,7 pct. til 108 kr.

Smykkekoncernen Pandora har svinget grundet på det seneste ikke mindst efter et short-angreb og fornyede bekymringer omkring det vigtige amerikanske marked. Men hos HSBC er der stadig optimisme i forhold til smykkeaktien, idet analytikerne løfter kursmålet til 1175 kr. fra 1115 kr., uden at der bliver pillet ved anbefalingen ”køb”. Aktien faldt onsdag 1,4 pct. til 658 kr.

Forsikringsselskabet Tryg har siden tirsdagens halvårsregnskab fået justeret både kursmål og anbefaling hos flere analytikere. Senest har den schweiziske storbank UBS hævet kursmålet til 138 kr. fra 127 kr., mens anbefalingen fortsat er "neutral". Tryg faldt onsdag 3,9 pct. til 140 kr.

Også kollegaen Topdanmark har været til eftersyn af analytikeren hos UBS, der hæver kursmålet for aktien til 199 kr. fra 181 kr. Samtidig fastholdes anbefalingen "neutral". Topdanmark faldt 1,3 pct. til 209,10 kr.

De to danske forsikringskoncerner har fået nyt fra det norske forsikringsselskab Storebrand, der torsdag morgen fremlagde et langt bedre regnskab for andet kvartal end forudset.

SAS' investorer kan torsdag studere udviklingen hos konkurrenten Norwegian, der kom ud af andet kvartal med en skuffende omsætning og et lavere resultat end forudset, når der ses på estimater indsamlet af svenske SME Direkt. SAS steg onsdag 0,7 pct. til 15,10 kr.

A.P. Møller-Mærsk sidder med er guldklump i form af Maersk Oils gasfelt Culzean. Der vurderer Nordea ifølge dagbladet Børsen. Culzean kan blive brikken, der får en selvstændig børsnotering af Maersk Oil til at lykkes. B-aktien lukkede onsdag i 13.800 kr. efter et fald på 1 pct.

Bankerne er ramt internationalt natten over på grund af de vigende renter. I København steg Nordea onsdag 2,1 pct. til 86,85 kr., mens Danske Bank steg 0,7 pct. til 256 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis