ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Positiv stemning ser ud til at holde ved

Den underliggende positive aktiestemning ser ud til at holde ved på det danske aktiemarked mandag morgen, hvor investorer og analytikere i markedet fortsat vil tygge på fredagens regnskaber fra flere eliteselskaber.

Facit for fredagen blev, at det ledende C20 Cap-indeks herhjemme sluttede 0,6 pct. lavere til 1023,95, hvilket var stærkt påvirket af den tungtvejende Novo Nordisk-aktie, som endte 10,1 pct. lavere til 330 kr. efter sit halvårsregnskab.

På grund af det store kursfald hos medicinalgiganten var det dermed svært for de resterende eliteaktier at holde indekset i grønt, hvilket ellers var farven, som prægede de resterende europæiske markeder samt de amerikanske i fredagens handel.

Målt på futures virker den generelle positive stemning til at holde ved på denne uges første handelsdag, idet både europæiske og amerikanske aktiefutures peger op fra morgenstunden. Eksempelvis stiger den tyske DAX-future med omkring 0,7 pct.

NOVO STADIG I FOKUS

I forhold til Novo Nordisk var fredagens kursfald det største i mere end tre år for insulinproducenten, hvis regnskab skuffede, idet resultatet endte lavere end ventet, forventningerne blev justeret nedad, og der samtidig var bekymringer om prisfald på diabetesmidler i USA. Alt i alt sendte det altså aktien i dørken.

Mandag vil analytikerne formentlig opdatere deres prognoser for Novo-aktien, og allerede i weekenden har Nordea sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" og kursmålet fra 510 kr. til 360 kr. ABG Sundal Collier har skåret sit kursmål til 400 kr. fra 445 kr., mens anbefalingen "køb" gentages, viser data fra Bloomberg.

Bedre modtagelse har der været af halvårsregnskabet fra DSV, som buldrede af sted og steg 7,3 pct. til 316,20 kr., hvilket var rekordhøjt. Det skete, efter at transport- og logistikkoncernen havde leveret bedre indtjening end forudset og en hurtigere integration af opkøbet UTI Worldwide.

Også her vil analytikerne formentlig byde ind med nye syn, og Morgan Stanley har allerede været på banen med et kursmål, der hæves til 410 kr. fra 380 kr. Anbefalingen "overweight" gentages ifølge Bloomberg. Nordea løfter sit kursmål med en tier til 360 kr. og siger fortsat "køb".

SAS MED TRAFIKTAL

Selv om SAS ikke var ude med nyheder i fredagens handel, endte det skandinaviske flyselskab alligevel med at stige 3,1 pct. til 13,30 kr. Mandag bidrager virksomheden dog selv til nyhedsstrømmen med sine trafiktal for travle juli.

Derudover vil mandagen være kendetegnet ved at være sidste handelsdag for investorerne til at positionere sig i Pandora, der tirsdag genoptager regnskabssæsonen med sine halvårstal.

Der er blandt andet spænding om, hvorvidt smykkeselskabet, der endte 2,7 pct. højere til 876,50 kr., frygter en påvirkning fra den britiske EU-afstemning, samt om indtjeningen kan holde sit høje niveau.

Tirsdag kommer biotekselskabet Genmab, som sluttede 0,4 pct. lavere til 1223 kr., også med halvårsregnskab, men hvor der vil være mindre spænding, idet de største nyheder fra virksomheder ikke kommer i regnskabstallene.

Senere på ugen kommer der også regnskaber fra blandt andet teleselskabet TDC og enzymproducenten Novozymes, der sluttede henholdsvis 0,6 pct. lavere til 34,30 kr. og 0,2 pct. højere til 321,30 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis