ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Positiv reaktion i vente på Syrien og Summers

Der er udsigt til en klar positiv åbning på de europæiske aktiebørser mandag, efter at USA og Rusland i weekenden blev enige om en plan, der skal bortskaffe alle Syriens kemiske våben.

De asiatiske børser har endvidere reageret positivt på nyheden om, at Lawrence Summers har trukket sit kandidatur som ny chef for Federal Reserve, og vejen synes dermed at være banet for Janet Yellen, som dermed ser ud til at blive afløseren for Ben Bernanke.

Det var på forhånd vurderingen blandt investorer, handlere og analytikere, som Bloomberg News havde adspurgt, at Summers ville stramme pengepolitikken i USA mere, end Yellen, som synes at være fortaler for en fastholdelse af en mere lempelig pengepolitik.

"Til morgen peger aktiemarkederne opad og dollar svækkes, efter at Summers opgiver sit Fed-chef kandidatur samt den amerikansk/russiske-aftale om våbendestruktion i Syrien," skriver Handelsbanken i sit morgenbrev.

Futures på det britiske marked indikerer en stigning i det underliggende indeks i størrelsesordenen 1 pct. fra åbningen mandag, efter at de asiatiske børser har vist gode takter fra ugens begyndelse. Det japanske marked har dog holdt helligdagslukket mandag, men eksempelvis i Hongkong er det ledende indeks steget 1,3 pct.

"Stemningen er løftet af, at den tidligere amerikanske finansminister Lawrence Summers har trukket sit kandidatur til posten som chef for den amerikanske centralbank. Flere har set Summers som en af favoritterne, og samtidigt har markedet set ham som en fortaler for en stramning af den økonomiske støtte til økonomien," tilføjer Alm. Brand i sin morgenrapport.

Efter tre dages fald tyder det dermed på en positiv ugestart for det danske C20 Cap-indeks, som fredag faldt 0,2 pct. til 621,87.

Der kan komme fokus på Genmab, efter at selskabets middel Arzerra har fået såkaldt ”breakthorugh”-status af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, for godkendelsesproceduren for midlet mod tidligere ubehandlet kronisk lymfatisk leukæmi i kombination med Chlorambucil. Genmab-aktien faldt fredag 0,4 pct. til 184,3.

Aktieugebrevet ser mulighed for yderligere stigninger i aktien i DFDS, efter at A. P. Møller - Mærsk i forrige uge solgte sin beholdning af DFDS-aktier. Mærsks udsalg øger likviditeten i aktien og vil tiltrække investorer til, vurderer Aktieugebrevet, der ser mulighed for, at aktien på mellemlang sigt kan stige til ca. 440 kr.

Aktien steg fredag 1,2 pct. til 409 kr. og er siden nyheden om, at Mærsk ville sælge, steget fra 371 kr.

Zealand Pharma har fået sænket sit kursmål af en stribe banker efter nyheden om, at selskabets franske partner, Sanofi, har valgt at trække registreringsansøgningen til GLP-1-midlet Lyxumia, der skulle konkurrere med Novo Nordisks Victoza, i USA.

Blandt andet sænker Handelsbanken sænker sit kursmål sit 69 kr. fra tidligere 79 kr. Anbefalingen er fortsat ”akkumuler”. Zealand Pharma-aktien faldt fredag 1,5 pct. til 65 efter et fald på 15,4 pct. torsdag, da nyheden kom ud om Sanofis tilbagetrækning.

SAS kan få opmærksomhed som følge af, at kreditvurderingsbureauet Moody’s har hævet udsigterne for sin vurdering af SAS’ gæld. Bureauet har nu positive udsigter for vurderingen mod tidligere stabile, hvilket indikerer, at der snart kan komme en opjustering af kreditkarakteren på selskabet. SAS-aktien endte fredag uændret i 16,2 kr., men er i løbet af de sidste to uger steget fra 10,7 kr.

Efter syv forgæves forsøg og en usædvanlig dårlig sæsonstart kunne Brøndby IF søndag endelig notere sin første sejr i Superligaen. Hjemme på Brøndby Stadion vandt holdet med 2-1 over OB i en kamp. Brøndby-aktien steg fredag 1,5 pct. til 2,73 kr. Parkens FCK fik uafgjort 1-1 mod Esbjerg. Parken-aktien faldt 1,2 pct. til 83 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis