ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Plusser over hele linjen

Det danske aktiemarked er tirsdag åbnet med stigninger til samtlige aktier i C20-regi.

Tegn på en bedring af Kinas økonomi og meldingen om, at USA's præsident, Barack Obama, er åben for diplomatiske forhandlinger om Syriens kemiske våben, så man undgår et militært angreb, løfter humøret.

Med en stigning på pæne 0,8 pct. til niveau 617,92 nærmer C20 Cap-indekset sig rekordniveauet fra den 19. august, da eliteindekset sluttede i 618,39.

Smykkeproducenten Pandora og vindmølleaktien Vestas trækker godt op i det samlede billede med stigninger på 3,3 pct. til 218,8 kr. og 2,5 pct. til 121,10 kr.

"Vi nærmer os lukning af det vindue, hvor fonden bag selskabet (Pandora, red.) kan sælge aktier. Det udløber i dag, så der vil fortsat være fokus på aktien, som i en periode har været ramt af frygt for, at der ville komme et aktiesalg. Mandag fik aktien så lidt luft som følge af optimisme omkring, at den måske ikke kommer," sagde Martin Munk, der er aktiehandler i Jyske Bank, før åbningen til Ritzau Finans.

Gang i SAS og Genmab

Mandag steg smykkeproducentens aktie hele 3,6 pct., fordi der ikke havde været tegn på salgspres fra storaktionæren Prometheus, fortalte Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje, til Ritzau Finans.

William Demant stiger 2,1 pct. til 489,0 kr., efter at Nordea har løftet anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold", og Carlsberg er åbnet 0,7 pct. højere i 558,0 kr. til trods for, at HSBC har ifølge Bloomberg News optaget dækning af bryggeriets aktie med den negative anbefaling "undervægt" og kursmålet 504 kr.

Blandt sidepapirerne stiger Genmab 2,2 pct. til 174 kr. efter meldingen om, at selskabets partner Janssen Biotech snart vil sætte gang i et nyt fase 2-studie med de to selskabers fælles middel, Daratumumab, til behandling af kræft i knoglemarven (myelomatose).

"Nyheden om studiet er positivt, men ventet baseret på de allerede offentliggjorte resultater. Men derfor kan det godt understøtte aktien, om end ikke dramatisk," vurderede Martin Munk før børsåbningen.

SAS fortsætter det vilde kursridt med en stigning på 6,4 pct. til 16,60 kr. Aktien er nu steget de seneste syv handelsdage med samlet 55 pct. Et pænt delårsregnskab i midten af sidste uge og nogle fornuftige trafiktal for august har været med til at give SAS et skub.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis