ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Pandora stjæler opmærksomhed

Smykkeproducenten Pandora har første handelsdag på fondsbørsen tirsdag, og selskabet kommer formentlig til at tiltrække sig en stor del af opmærksomheden i dagens handel.

Udbudskursen er blevet fastlagt til 210 kr., hvilket er i den høje ende af det oprindelige interval på 175-225 kr.

"Det er i den gode halvdel af skalaen. Vi anbefalede vores kunder at købe op til kurs 180, så det er altså blevet noget over den kurs, vi anbefalede. Den vil fylde meget i handlen i dag," siger Martin Munk, handler i Jyske Bank, til nyhedsbureauet Direkt.

Hos Sydbank mener analytiker Søren Løntoft Hansen også, at prisen på en Pandora-aktie er blevet høj.

"Jeg havde egentlig regnet med, at der var blevet krævet en større rabat, end det er tilfældet. Jeg mener, at de risici, der er forbundet med Pandora sammen med selskabets spinkle regnskabshistorik berettiger til en rabat. Men det virker ikke som om, at det er noget, man har krævet blandt de professionelle investorer," siger han til Direkt.

Han vil ikke vurdere om Pandoras succes avler yderligere børssucces på den helt korte bane, så aktien kommer godt fra start tirsdag, hvor den har første handelsdag. På den lange bane er prisen dog ikke helt ved siden af.

"Men der er mange positive scenarier indregnet i en kurs på 210. Så det begrænser i mine øjne kurspotentialet. På den anden side vil jeg heller ikke sige, at prisfastsættelsen ser anstrengt ud," konstaterer Sydbank-analytikeren.

Generelt ser det danske marked ud til at åbne neutralt tirsdag, hvor der ikke er mange selskabsspecifikke nyheder på programmet.

"USA faldt, men Danmark fik det meste af faldet med i går. Asien har udviklet sig rimelig neutralt, så det ser ud til, at vi kan vente en flad åbning," siger Martin Munk.

Han fortæller, at PMI-tal fra eurozonen og ISM-indekset fra USA kan komme til at påvirke den generelle markedsstemning, men at investorerne formentlig vil være afventende de kommende dage. Torsdag begynder regnskabssæsonen i USA, da Alcoa offentliggør kvartalstal, og fredag bliver der offentliggjort en vigtig jobrapport fra USA.

Barclays har hævet sit kursmål på Carlsberg til 630 kr. fra tidligere 600 kr. Den britiske storbank fastholder samtidig sin anbefaling på 'overvægt'.

Deutsche Bank har også hævet sit kursmål på Nordea til 6,10 euro fra 5,90 euro, men har stadig en salgsanbefaling på aktien.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis