ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Pandora i vejret på den sidste handelsdag

Årets sidste handelsdag på det danske aktiemarked, tirsdag, endte i rødt, men blandt de få stigende aktier var Pandora, der endte i toppen af C20-indekset både tirsdag og for hele året.

C20 Cap-indekset endte med et fald på 0,4 pct. i indeks 805,27. Siden nytår er eliteindekset alligevel steget 17,6 pct. Tirsdag steg seks af de tyve aktier.

De toneangivende børser i Europa lå ved dansk lukketid med større fald. Både i Paris, London og Frankfurt var der fald på over 1 pct.

Prisen på Brent-olie faldt for fjerde dag i træk og lå tirsdag eftermiddag i 57,71 dollar for den gældende futureskontrakt.

"Det er en stille handelsdag, og der er ikke udsigt til, at der sker noget før mandag i næste uge,"  vurderer afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen over for Ritzau Finans og tilføjer, at omsætningen har været yderst begrænset.

Han pegede på, at den største bevægelse i dag sås i Pandora-aktien, der på et tidspunkt var nede i nede i 490 kr., men sluttede i toppen af indekset med en stigning på 1,7 pct. til en slutkurs på 504,50 kr. Dermed vandt Pandora også tvekampen med Genmab om at blive årets bedste C20-investering. Genmab lukkede i 360,30 kr. - 0,4 pct. højere. I år er Pandora steget 71,6 pct., mens Genmab er steget 70 pct.

Carlsberg lå længe i bunden af indekset, men rublen rettede sig lidt i løbet af dagen i takt med, at olieprisen gjorde det samme, og det løftede Carlsberg lidt væk fra bundplaceringen. Carlsberg lukkede med et fald på 1,3 pct. i 478,80 kr. Det var dog nok til at sikre aktien en ganske solid bundplacering for året. Aktionærerne har fået barberet en femtedel af værdien af aktierne hen over 2014. Ingen C20-aktie har gjort det værre. Næstværst er det gået for TDC-aktionærerne, der har mistet en tiendedel.

Bundplaceringen tirsdag indtog Novo Nordisk, der fik skrabet mere end mandagens stigning væk. Mandag, der var første handelsdag efter jul, steg Novo Nordisk-aktien 1,4 pct., da den blev belønnet for lillejuleaftens meddelelse om, at vægttabsmidlet Saxenda var blevet godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder. Tirsdag faldt aktien 1,6 pct. til 260,30 kr.  
Vestas lider under ordretørke i årets sidste kvartal, og samtidig er den lave oliepris en stopklods for kursstigninger. Vindmølleaktien faldt 1,3 pct. til 226,50 kr. December har endnu ikke budt på det antal ordrer, som investorerne havde håbet på. 

"Der ordreusikkerhed, og det påvirker, men der kan endnu komme et par stykke måske i aften eller i de kommende to dage,"  vurderer afdelingschefen.

Blandt samtlige aktier på børsen er der ingen over eller ved siden af årets absolutte højdespringer, it-selskabet Cbrain, der er mere end firedoblet i kurs siden nytår. Aktien lukkede tirsdag i 22,90 kr. og er dermed steget langt over 300 pct. i år. Aktien sluttede sidste år i 5,40 kr.

Selvom der er nytårsstille i disse dage, bliver der nok at se til i det nye år, der kan blive ganske udfordrende.

"Jeg tror, der også bliver ganske stille, når vi åbner på første dag efter nytår, og først mandag er alle mand på plads igen," vurderer Ole Kjær Jensen.

Først i det nye år venter han ganske urolige tider og nervøsitet i markedet.

"Der er nok af udfordringer i det nye år. Jeg tror, at Grækenland, olieprisen, Rusland og kinesisk vækst vil være faktorer, der kan påvirke markedet pænt. Personligt tror jeg, den største risiko og udfordring ligger i Rusland og sanktionerne mellem Putin og Vesten," vurderer Ole Kjær Jensen.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis