ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Pæne regnskaber løfter fly og modetøj

Det overordnede billede på det danske aktiemarked er svagt negativt, men regnskabsaktuelle SAS og IC Companys lader sig ikke ryste af den generelt lunkne stemning efter nogle regnskaber, der var bedre end ventet på driften.

C20-indekset sætter sig ved 12.45-tiden med 0,4 pct. til niveau 325,87 efter minusser til 16 af indeksets selskaber.

"Vi handler let negativt hele vejen rundt i Europa, og det gør vi også i Danmark, og der er ikke rigtigt nogle af de danske selskaber, som stikker ud i den sammenhæng," siger Mads Zink, der er chefaktiehandler hos Danske Bank, til Direkt.

Carlsberg dratter yderligere 1,8 pct. til 335,0, oven i minusset på godt 5 pct. onsdag, da meldinger om en markant negativ markedsvækst i Rusland fik analytikerne op af stolen.

Flere finanshuse har efter kvartalsregnskabet sænket kursmålet på Carlsbergs aktie, men hovedparten af disse ligger dog fortsat over den nuværende kurs, flere endda ret så klart. Carlsberg ventes fortsat at være i fokus et stykke tid endnu.

"Carlsberg er der en del fokus på. Dumaen begynder nu at behandle forslaget om afgiftsforhøjelser, og uanset hvad der sker, vil Carlsbergs aktie blive en 'roller coaster' de næste par uger, som det næsten altid er tilfældet, når vi får informationer fra Rusland," siger Mads Zink.

Han tilføjer, at der fra Rusland tidligere har været eksempler på, at der er kommet informationer fra mange kilder og ofte af modstridende art.

Ifølge Mads Zink starter første behandling af forslaget i næste uge, andenbehandling ugen efter og tredjebehandlingen om to uger. Det betyder, at der de næste to uger vil komme en hel nyhedsstrøm fra Rusland, som vil påvirke Carlsbergs aktie.

SAS har forhandlet sig frem til besparelser på 130 mio. svenske kr. med fagforeningerne, men er ikke blevet enig med pilotforeningerne og det danske kabinepersonale. Men selvom den melding har taget toppen af kursfremgangen, ligger SAS' trods alt fortsat til et flot plus på 7,6 pct. i kurs 3,25.

"Det var et overraskende godt resultat. Jeg tror ikke, at der var mange, som havde forventet, at de ville få et så stærkt EBIT, som var væsentligt over konsensus. Jeg har ikke set nogen, der havde så høje forventninger," siger Mads Zink.

SAS' fik i tredje kvartal et EBIT-resultat på 259 mio. svenske kr. Ifølge SME var der ventet 80 mio. svenske kr.

Modekoncernen IC Companys er en anden aktie, der klarer sig flot, og også her er forklaringen et uventet pænt driftsresultat. IC Companys stiger 5 pct. til kurs 146,5.

"De kom ud med et rigtigt stærkt regnskab for første kvartal, hvor omsætningen var en spids bedre, men EBIT på 221 mio. kr. var ret så imponerende," siger Mads Zink.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis