ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Optimisme før tysk dom

Det danske aktiemarked er onsdag åbnet i et solidt plus, og det samme gælder de øvrige børser i Europa.

Fokus vil senere på formiddagen rette sig mod en afgørelse af den tyske forfatningsdomstol om lovligheden af den tyske støtte til gældsplagede lande som Grækenland.

Ved 9.20-tiden ligger C20-indekset 1,5 pct. højere i niveau 347,17.

Det danske marked nyder godt af aktiestigninger natten over i Asien og udsigten til en positiv åbning i USA i eftermiddag. Retningen på markedet kan imidlertid senere på dagen blive bestemt af udfaldet hos den tyske forfatningsdomstol om hjælpepakkerne.

"Det altoverskyggende bliver den afgørelse, som vi forventer kl. 10, fra den tyske forfatningsdomstol. Det er den, der vil styre retningen på markedet i dag," siger rådgiver Jesper Bamberger fra Nordea til Ritzau Finans.

Novozymes topper i C20-indekset med en stigning på 3,6 pct. til kurs 743,5. Udover den generelt positive stemning på markedet nyder Novozymes godt af, at Goldman Sachs har hævet anbefalingen på aktien til "køb" fra før "neutral".

Selskabsspecifikt byder dagen på trafiktal fra luftfartsselskaberne SAS og Cimber. Desuden kommer Harboes Bryggeri med regnskab for første kvartal 2011/12.

SAS stiger 4,6 pct. til kurs 11,4 og Cimber stiger 2 pct. til kurs 1,53. Harboes er åbnet 1,6 pct. lavere i kurs 93.

Ifølge Berlingske Business ventes Finansudvalget i dag at anerkende et såkaldt aktstykke, der vil give økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen mulighed for at implementere dele af bankpakke 4 uden at afvente lovændringer.

Eksperter vurderer, at akutte omstændigheder kan spille ind på beslutningen. Blandt bankerne stiger Danske Bank 2,8 pct. til kurs 67,95.

/Ritzau Finans/

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis