ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Olieprisen giver nedtur til Vestas og Mærsk

Det kraftige fald i oliepriserne satte fredag dagsordenen på de europæiske aktiebørser og kom også til at spille en afgørende rolle på det danske marked, hvor C20 Cap-indekset sluttede ugen med en tilbagegang på 0,7 pct. til 814,46.

Trods fredagens fald steg det danske eliteindeks med 0,7 pct. over ugen, efter at det på et tidspunkt torsdag havde haft kurs mod det højeste lukkeniveau nogensinde, før markedet tog en negativ drejning sammen med oliepriserne.

"Det, som man snakker om i markedet, er olien og det enorme olieprisfald, der har været over de seneste dage," siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til Ritzau Finans.

Prisen på en tønde Brent-olie faldt torsdag 7 pct. til 72,58, og fredag startede den med at falde yderligere til 71,12 dollar, før den siden rettede sig til 73 dollar. For få måneder siden lå prisen over 100 dollar per tønde.

Udviklingen i olieprisen vurderes samlet set som skidt for A.P. Møller-Mærsk, hvis B-aktie startede fredagen med at falde godt 4 pct., før den revancherede den sig stille og roligt - understøttet af vendingen i olieprisen - og endte blot 1 pct. lavere i 12.480 kr.

Det pæne comeback for Mærsk-aktierne kan ligeledes skyldes, at finanshuset Berenberg har indledt dækning af aktien med anbefalingen "køb" og et kursmål på 18.000 kr.

En af fredagens helt store tabere var vindmølleproducenten Vestas, som under relativ pæn volumen dykkede 6,4 pct. til 220,4 kr. Også her blev udviklingen kædet sammen med olieprisen.

"Hvis olieprisen falder, er der mange, der mener, at det er negativt for Vestas, fordi så er alternativet til Vestas jo måske billigere," siger Mads Zink.

Vestas' topchef, Anders Runevad, vurderede i et interview med Ritzau Finans i november, at olieprisfaldet kun påvirker i mindre grad. Dengang kostede Brent-olien 84 dollar per tønde.

"Når det kommer til elektricitetsgenerering sammenligner vi mere med gas- og kulpriserne. Der er selvfølgelig et link fra oliepriserne til gaspriserne, men oliepriserne specifikt er i mindre grad et direkte link til vores forretning, for olie er mindre og mindre anvendt til elektricitetsgenerering," sagde Anders Runevad.

Carlsberg er indirekte påvirket af olieprisen som følge af oliens betydning for Rusland, hvor bryggerigiganten er stærkt eksponeret. En svækket oliepris giver sig ofte udslag i en svækket rubelkurs, og Carlsberg har mange indtægter i rubler, der skal veksles over i danske kr.

Carlsbergs aktie faldt 0,8 pct. til 533 kr., og Novozymes, der leverer energivenlige løsninger, blandt andet i form af enzymer til produktion af bioethanol - og dermed er i en konkurrence mod olien - faldt 3,5 pct. til 262,9 kr.

Der var dog også positive islæt blandt C20-selskaberne. Novo Nordisk havde en ganske god dag med en stigning på 1,2 pct. til 272,9 kr., og Pandora satte kursrekord efter en stigning på 1,1 pct. til 531 kr. Rekord var der også til transportkoncernen DSV, som kan glæde sig over billigere brændstofpriser og steg 0,5 pct. til 187,4 kr.

Danske Bank klarede sig også pænt med en stigning på 0,6 pct. til 170 kr., efter at det amerikanske kreditvurderingsinstitut Moody's har løftet sin langsigtede vurdering af Danske Bank til "A3" fra tidligere "Baa1".

Derimod faldt TDC 0,9 pct. til kurs 48,5, selv om det franske finanshus Société Générale indledte dækning af aktien med anbefalingen "køb" og et kursmål på 60 kr. Coloplast fik endvidere sænket sin anbefaling til "undervægt" hos Morgan Stanley, der tidligere har haft den neutrale anbefaling "ligevægt" af aktien. Det sendte Coloplast ud i et fald på 1,6 pct. til 518,5 kr.

I afdelingen af småaktier steg aktien i fodboldklubben AaB 8,0 pct. til kurs 0,35, efter at klubben med en 1-0-sejr over rumænske Steaua Bukarest torsdag aften fastholdt muligheden for videre avancement i Europa League-turneringen.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis