ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Novo strøg til tops

Opdateret kl. 17.51- De danske aktier gik mod strømmen i Europa og lukkede torsdagen i plus. Novo Nordisk trak læsset som dagens mest stigende aktie i C20 Cap.

Samlet steg eliteindekset med de mest omsatte aktier herhjemme med 0,34 pct. til indeks 563.

Skuffende væksttal fra den europæiske økonomi truede ellers med helt at tage pusten ud af markedet, og det trykkede da også resten af Europa Men herhjemme var der fremgang at hente for 12 ud af 20 aktier i C20 Cap.

Novo i top

Ikke mindst til Novo Nordisk, der da også har rigeligt at indhente efter kurssmækket på 13 pct. mandag.
I dag steg aktien 1,7 pct. til kurs 959 uden egentlige nyheder om selskabet i markedet.

Flere analytikere har dog kaldt koldvaskeren tidligere på ugen for et oplagt tidspunkt at stige ombord i Novo-aktien, trods den amerikanske afvisning af selskabets nye insulinhåb Tresiba.

Torsdag kunne Berlingske i den forbindelse i øvrigt skrive, at Novo muligvis har underspillet bivirkningerne ved Tresiba og Ryzodeg, og at selskabet allerede i første halvår af 2012 kendte til de amerikanske sundhedsmyndigheders bekymringer uden at melde det klart ud til markedet. Det afviser man hos Novo Nordisk.

Skuffende væksttal

Den økonomiske vækst i eurozonen var negativ med 0,6 pct. i fjerde kvartal af 2012 i forhold til kvartalet før. Det er en skuffelse, idet økonomerne havde ventet et fald på 0,4 pct. ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg.

"Dagen har været præget af de skuffende væksttal fra Europa, men C20-Cap har kørt sit eget løb i forhold til Europa og ender i et plus. Og det er selvfølgelig på grund af Novo Nordisk - selv om den kun vejer med halvdelen i Cap-indekset, og andre tunge aktier som Carlsberg, Danske Bank og A.P. Møller - Mærsk," noterer afdelingschef i Sydbank, Ole Kjær Jensen, ifølge Ritzau Finans

Han bemærker generelt om torsdagens aktiemarked, at der nu mærkes en vinterferiestemning, der gør markedet kursfølsomt over for mindre handelsaktivitet.

Carlsberg varmer op til regnskab

Carlsberg fik medvind af positive nyheder fra konkurrenterne.

Heineken afleverede et pænt regnskab onsdag, og torsdag kunne AB Imbev fortælle om en vellykket bryggeriovertagelse i Mexico.

Den danske bryggeriaktie lukkede 0,3 pct. højere i 592,50 kr.

Fremgang til FLS

FLSmidth havde endnu en god dag efter regnskabet i tirsdags.

Aktien steg 1 pct. til kurs 389,20 og er dermed vokset syv ud af ni handelsdage i februar - senest 6,6 pct. i går onsdag.

Små banker i fokus

Uden for C20-selskabet var der fokus på flere af landets mindre banker, der afleverede regnskaberne for 2012.

Lille Nordfyns Bank nåede et resultat på 38 mio. kr. før skat mod 13,4 mio. kr. i 2011. Kursen på bankaktien reagerede med en markant stigning på 8,7 pct. til 386 kr.

Sparekassen Faaborg viste derimod et nettounderskud for 2012 på 436,9 mio. kr. mod et overskud på 10,6 mio. kr. i 2011. Det kostede et kursfald på 16,5 pct. til 142 kr.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis