ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Novo og Nordea trækker C20 frem

Mens vankelmodet præger det europæiske aktiemarked er det danske C20-indeks i pæn fremgang onsdag middag med en stigning på 0,8 pct. til 424,33.

Det er især regnskabsaktuelle Nordea og Novo Nordisk, der trækker op, mens Carlsberg danner modvægt efter skuffende meldinger fra en konkurrent.

Nordea fører an i C20 med en stigning på 3,1 pct. til 60,60 kr. efter sit regnskab onsdag morgen. Banken kom flot igennem tredje kvartal med resultater, der var bedre end ventet over hele linjen.

Bankens resultat af ordinær drift landede på 960 mio. euro, hvor analytikerne ifølge SME Direkt havde regnet med 747 mio. euro.

"Det er svært at finde noget, som ser svagt ud. Det ser godt ud over hele resultatopgørelsen. Det eneste svage punkt er, at væksten i usikre fordringer stiger i balancen samtidig med, at reserveringsgraden falder. Ellers er stort set alle tallene gode," siger Henrik Schmidt, aktieanalytiker hos Morgan Stanley, til nyhedsbureauet Direkt.

De stærke tal fra Nordea smitter af på konkurrenten Danske Bank, der kommer med regnskab i næste uge. Alfahannen på det danske bankmarked stiger 2,0 pct. til 145,90 kr.

Novo Nordisk leverede, som selskabet efterhånden har for vane, også et regnskab, der var bedre end konsensus.

Medicinalproducenten opjusterede sine forventninger og kom med en prognose for 2011, som at dømme efter markedets reaktion havde et passende ambitionsniveau.

"Den forventning (til 2011, red.) svarer stort set til markedets forventninger, men vi er jo vant til, at Novo guider langt mere forsigtigt, fordi selskabet lægger en 'buffer' ind i sine forventninger. Guidance tyder på, at Novo regner med at kunne udnytte forsinkelsen af Victoza-konkurrenten Bydureon," vurderer Michael Friis Jørgensen, aktieanalytiker hos Alm. Brand Markets, over for Direkt.

C20's aktuelle bundprop, Carlsberg, er ikke kommet med regnskab, men det er derimod konkurrenten Heineken. Og det rummede et par småskuffende udmeldinger, som sender den danske bryggeriaktie 1,1 pct. til 584,50 kr.

"Heineken fortæller, at det går godt for dem i Frankrig og det kan være med til at presse Carlsberg, som er i gang med en relancering af sine forretninger i Frankrig. Desuden bekræfter Heineken, at det britiske marked fortsat er udfordrende. I andet kvartal viste det britiske ølsalg fremgang som følge af VM i fodbold, men da England røg ud inden kvartfinalen, var festen forbi. Desuden har de vesteuropæiske markeder været ramt af forholdsmæssigt dårligt vejr i perioden," siger aktieanalytiker Jens Houe Thomsen fra Jyske Bank til nyhedsbureauet Direkt.

Han forventer dog fortsat et godt kvartalsregnskab fra Carlsberg.

Uden for C20-indekset stiger Spar Nord-aktien 6,6 pct. til 65 kr., efter banken har leveret en opjustering af forventningerne i sit kvartalsregnskab.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis