ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Novo joker efter ny købsanbefaling

Futuremarkedet peger tirsdag på en flad åbning på de europæiske aktiemarkeder, men herhjemme kan Novo Nordisk vise sig som joker og trække markedet højere.

Den amerikanske storbank Bank of America - Merrill Lynch har således tilføjet aktien sin favoritliste, 'Europa 1'.

Med børshusets beslutning fortsætter de positive anbefalinger med at klæbe til Novo-aktien. Nordea indledte dækning i sidste uge med anbefalingen 'stærkt køb' og et kursmål på 823 kr., og Danske Bank gentog mandag sin købsanbefaling og hævede sit kursmål med 200 kr. til 810.

Hos Bank of America - Merrill Lynch er kursmålet 800 kr.

"Novo er stadigvæk i fokus og vil sandsynligvis også trække lidt opad på det her. Så det kan godt være, at det går lidt bedre for sig på danske marked, end det vi ellers vil se i Europa, hvor markedet tegner rimeligt fladt," siger chef for skandinaviske aktier i Sydbank, Ole Kjær Jensen, til nyhedsbureauet Direkt.

Han venter desuden opmærksomhed om Carlsberg, efter konkurrenten SABMiller har præsenteret regnskab for tredje kvartal af sit skæve regnskabsår 2010/11. Bryggeriets volumen på det russiske marked faldt med 7 pct. i kvartalet, der svarer til kalenderårets fjerde kvartal.

Faldet er dog ventet, da det sammenlignelige kvartal året før var præget af hamstring forud for en afgiftsstigning på 200 pct. som gennemført 1. januar 2010.

Blandt sidepapirer er der fokus på porebetonproducenten H+H International, idet tyske Xella langt fra har opgivet at overtage sin danske konkurrent.

"Xella International Holdings annoncerer hermed sin intension om at fortsætte forfølgelsen af en sammenlægning af forretningen med H+H International gennem et offentligt købstilbud på alle aktierne i H+H, udført via datterselskabet Xenia," indledte Xella fredag en meddelelse på sin hjemmeside.

H+H sluttede mandag i kurs 60,5, eller et stykke under det bud på 67,5 kr. pr. aktie Xella fremsatte i efteråret og som H+H dengang afviste.

Også Lundbeck kan komme i fokus, idet de britiske lægemiddelmyndigheder har bekræftet en anbefaling om brug af Lundbecks lægemiddel Ebixa til behandling af fremskreden Alzheimers sygdom.

Desuden kommer der regnskab fra Lundbecks amerikanske samarbejdspartner Forest Labs senere i eftermiddag, hvor udviklingen i salget af Lundbecks antidepressiv Lexapro kan tiltrække sig opmærksomhed.

I det hele taget kan det amerikanske aktiemarked igen blive bestemmende for udviklingen på de globale aktiebørser, efter en forlænget weekend i USA.

"Noget af det vi kigger frem mod er, hvordan Apple åbner på det amerikanske marked, efter meldingen i går om Steve Jobs sygeorlov. Desuden får vi regnskab fra Citigroup. Det er to begivenheder, der kan påvirke os lidt, når vi kommer lidt hen på eftermiddagen," vurderer Ole Kjær Jensen.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis