ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Novo holder C20 i ave

Der er moderate stigninger på aktiemarkederne i Europa onsdag morgen, og det gælder også på børsen i København, der dog mistede lidt af pusten, som handelen kom i gang.

Starten var som ventet, og markederne fulgte retningen indikeret af futuresmarkedet før åbningen. Efter en halv times handel gik dampen af Europa, og stigningerne blev mindskede og i Danmark gik indekset i rødt trukket ned af Novo Nordisk.

"Markedet er over en bred kam gået mere positiv. Løftet primært af overvejende gode regnskaber fra USA, ikke mindst fra Apple. De åbne asiatiske markeder er også i plus, så der er kun godt ude fra," forklarer aktierådgiver i Jyske Bank Michael Lyngsø over for Ritzau Finans.

C20-indekset ligger efter en lille halv times handel svagt lavere i 402,72 - et fald på 0,2 pct.

De europæiske aktiemarkeder ligger typisk 0,3 pct. højere.

Coloplast-regnskab

Onsdagen kan blive påvirket af Ifo-tal fra Tyskland kl. 10, nyt om den græske situation, primært forhandlingerne mellem den græske regering og de private investorer om gældseftergivelse, og Coloplast-regnskabet ved middagstid kan ligeledes påvirke det danske marked.

Selskabsspecifikt vil markedet fokus være på regnskabet fra Coloplast. Coloplast lukkede tirsdag 0,9 pct. højere og stiger onsdag morgen med 0,5 pct. til 845,00.

Analytikere venter for første kvartal en vækst i omsætningen på 5,5 pct. til 2681 mio. kr., ifølge SME Direkt. Driftsresultat EBIT ventes at lande på 716 mio. kr., svarende til en margin på 26,6 pct. Bundlinjen vil formentlig ramme 511 mio. kr.

Nordea ligger pænt, dels på positive bankaktier i Europa og dels på efterslæb. Nordea stiger 1,3 pct. til 48,74 kr.

"Nordea har lidt til gode kursmæssigt. Det var et fint og absolut godkendt regnskab, der blev leveret tirsdag. Og da bankerne virkelig steg tidligere på ugen fulgte Nordea ikke med, så den har helt klart noget til gode," siger Michael Lyngsø.

Sydbank stiger 2,5 pct. til 100,00 kr. og Danske Baank letter 0,5 pct. til 85,60 kr.

Novo Nordisk trækker ned med 1,3 pct. til 660,50 uden selskabsspecifikke nyheder.

Pandora fortsætter faldet

Pandora startede året som en stor nytårsraket, men de seneste to dage er aktien faldet. Mandag blev det til et fald på knap 12 pct. og tirsdag til et fald på knap 4 pct. til en slutkurs på 84,75. Onsdag falder Pandora 1,4 pct.

Aktien er dog alligevel steget med mere end 50 pct. i år. Men før katastrofenedjusteringen i august lå aktien i 150 kr. og den toppede i 367,50 i januar sidste år.

"Pandora er en af de mest volatile aktier i indekset, og onsdag påvirkes aktien negativt af nedjusteringer fra et par finanshuse," vurderer Jyske Bank.

ABG og Nordea har nedjusteret anbefalingen af aktien til "hold". Begge har dog også hævet kursmålet.

SAS får lidt opmærksomhed, efter at konkurrenten Norwegian har indgået hvad de selv kalder den største europæiske flyordre nogensinde.

Norwegian har bestilt 222 nye fly fra Boeing og Airbus og derudover har selskabet option på 150 fly. Ordren har en værdi på 127 mia. nkr. SAS åbner 1,3 pct. lavere i 7,60 kr. i København.

Vestjysk Bank, der mandag blev udråbt til en lodseddel af Aktieugebrevet, fortsætter opturen og stiger onsdag med knap 5 pct. til 21,90 kr. efter at være steget 9,4 pct. tirsdag og godt 33 pct. mandag.

/Ritzau Finans/

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis