ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: NKT styrtdykker efter regnskab

Det danske aktiemarked er generelt negativt tirsdag, hvor NKT dog skiller sig ud med et markant fald.

Aktien ligger ved middagstid 11,8 pct. lavere i kurs 233,20, efter selskabet har offentliggjort regnskab for andet kvartal.

"Udviklingen i andet kvartal var klart svagere end ventet på indtjeningen, hvilket kan relateres til NKT Cables, som slet ikke lever op til mine forventninger," siger Jacob Pedersen, senioranalytiker hos Sydbank, til nyhedsbureauet Direkt.

Han vurderer, at Nilfisk-Advance var en smule bedre end ventet, men at markedet især er skuffet over, at det ikke resulterede i en opjustering af forventningerne.

"Der er ikke nogen tvivl om, at problemerne i Cables er større end først antaget, og den opjustering af guidance for indtjeningen, som jeg tror, alle havde ventet, får vi ikke. NKT holder fast i sine tidligere forventninger, og vi har altså konsensusestimater, der ligger oppe i niveauet 1,15 mia. kr. på EBITDA, hvor NKT selv siger 1 mia. kr. Så det er skidt, at vi ikke får denne her opjustering," forklarer Jacob Pedersen.

C20-indekset ligger i et minus på 1,0 pct. i indeks 395,84, da markedet er præget af investorer, der er nervøse for den globale udvikling i økonomien i lyset af den seneste tids skuffende nøgletal.

Novozymes stiger dog med 1,2 pct. til kurs 717, mens Carlsberg er gået i et plus på 0,4 pct. til kurs 526,50. Aktien er hjulpet på vej af, at JPMorgan har hævet sit kursmål på bryggeriet, og at Carlsberg er blevet tilføjet på Bank of Americas favoritliste.

Auriga overraskede positivt i sit regnskab for andet kvartal, hvilket har sendt aktien 3,8 pct. højere i kurs 95,50.

"På forhånd var jeg lidt nervøs for, at udviklingen i glyphosatpriserne ville påvirke negativt. Men Auriga gør mine estimater og også konsensusestimaterne til skamme med et rigtigt pænt regnskab," siger aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank til nyhedsbureauet Direkt.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis