ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: NKT, Bavarian og William Demant i fokus

Der er lagt op til positiv stemning på aktiemarkederne i Europa torsdag morgen, hvor handelen med futures indikerer stigninger på 0,5 pct. eller mere i de toneangivende indeks. Der er dermed udsigt til lidt revanche efter onsdagens store fald på blandt andet 1,9 pct. for Stoxx 50-indekset og 0,9 pct. for C20 Cap-indekset.

Herhjemme fortsætter regnskabssæsonen med nyt fra William Demant, NKT Holding og en håndfuld mindre selskaber.

NKT Holding leverede sine tal kl. 8, og de var umiddelbart til den svage side. Industriselskabet omsatte for 3946 mio. kr., hvor der var ventet 4074 mio. kr. ifølge SME Direkt, og havde et driftsoverskud på 97 mio. kr. mod ventet 107 mio. kr. På bundlinjen var overskuddet dog som ventet, og forventningerne til 2014 blev fastholdt.

NKT leverede desuden en uventet nyhed i form af et direktørskifte i NKT Cables. Marc van't Noordende forlader selskabet og erstattes af Michael Hedegaard Lyng, som i forvejen var finansdirektør for hele NKT Holding. Den rolle beholder han dog også.

Bavarian fastholder

Bavarian Nordic har også afsløret sine regnskabstal, som dog ikke overraskede, da de var identiske med de tal, der blev offentliggjort før tid den 22. oktober. Ikke overraskende har biotekselskabet også fastholdt de forventninger til hele året, der blev meldt ud på det tidspunkt.

Lidt mere spænding er der om kvartalsmeddelelsen fra William Demant Holding, som også ventes i morgentimerne. Det store høreapparatselskab kommer dog kun med komplette regnskaber hvert halve år og således ikke oven på tredje kvartal.

Dagen byder også på regnskaber fra Ambu, Gabriel, Hartmann, AaB, og Neurosearch.

Fra udlandet er der også en stribe større regnskaber i kalenderen. Der kan blandt andet være nyheder af interesse for Carlsbergs investorer i tallene fra storbryggeriet Sabmiller, mens der kan komme nye indikationer om vindmøllemarkedet i regnskabet fra tyske Nordex, en af Vestas' konkurrenter.

Amerikanske Citi indleder dækning af forsikringsselskaberne Tryg og Topdanmark. Det sker med en neutral anbefaling og kursmålet 668 kr. For Topdanmark lyder anbefalingen "sælg" og kursmålet på 170 kr.

Citis analytikere har også kigget på Pandora-aktien og sat et nyt kursmål på 545 kr.

Ritzau Finans


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis